Sikke dog en smuk morgen. Det regner, men det gør ingenting, for morgenen er stille og fredelig. Alle mand er under tag. Oline sover stadig. Hun får en fridag, for der er så meget, som skal klares denne onsdag. Hun var ikke utilfreds, da hun stod her i køkkenet klokken 8 og fik besked på, at hun gerne måtte smutte ind under dynen igen. Jeg glemte at sige det i går, så det var en af de gode overraskelser, syntes hun.
Jeg har kaffe i kruset og forude venter en arbejdsdag, som er krydret med aftaler spredt ud over dagens mange timer, men de mange afbræk giver de pauser, som jeg er alt for dårlig til at få holdt under normale omstændigheder. I dag bliver det til tvangspauser. Det er sikkert rigtigt godt. I hvert fald for mig.
Efteråret skal forøvrigt ikke have æren for de gyldne blade nederst i haven. Det er minérmøllen, som skal have skylden for dem. Kastanjen er angrebet. Jeg håber, at den overlever. Der er håb endnu. Lad møllene dø denne vinter og aldrig komme tilbage, siger jeg bare. Pokkers!
Minérmøllen er kommet fra Centraleuropa og har indtaget Danmark bid for bid. I lang tid gik Nordjylland fri, men det var en stakket frist og nu er mine smukke kastanjer altså angrebet. Træet overlever formentlig, men det vil se trist ud allerede tidligt på foråret og så er spørgsmålet, om det er til glæde eller ærgrelse.
Møllene lægger æg i bladene, som falder til jorden her i efteråret. Eneste chance for at minimere angrebene er, at man samler alle de nedfaldne blade sammen og destruerer dem. Jeg har mange, store og gamle kastanjer og dermed fast arbejde de næste mange måneder, hvis det er vejen frem. Åh, suk…
5 kommentarer
Lene
17. september 2008 at 18:58Hej Liselotte
Vi har rigtig mange kastanietræer, nok omkring 30. Sidste år var de meget slemt angrebet af møl, og vi var klar, til at fælde dem allesammen. Manden på planteskolen overtalte os til at vente og se, hvordan det udviklede sig. I år har det slet ikke været så slemt, vi nåede nok helt frem til august, før bladene blev brune, og de fleste sidder på endnu. Så der er nok håb?
Mvh. Lene på Møn.
Liselotte
17. september 2008 at 12:45Tak for din anbefaling, Anette. Jeg vil kigge efter bogen og forøvrigt tak for de pæne ord om siden her – god dag til dig :-)
Anette
17. september 2008 at 10:51Hei og god onsdagsmorgen til deg!
Jeg følger med dine skriblerier fra tid til annen, og så for et par uker siden at du arbeider med en bok om India og drømmer om å reise dit engang. Da måtte jeg bare anbefale deg en bok jeg leste sist uke, som het “East of the sun” og er skrevet av Julia Gregson. Den handler om 3 unge, engelske kvinner som av ulike årsaker reiser til India i 1928. Boken er ikke oversatt til norsk enda, men kanskje du er heldigere i Danmark? Hvis ikke får du tak i den på engelsk bl.a. hos http://www.amazon.co.uk
Ønsker deg en fin dag – og ser frem til flere av dine hyggelige betraktninger! :o)
Mvh
Anette i Porsgrunn, Norge
Liselotte
17. september 2008 at 09:49Therese, det er frygteligt ærgerligt, men lad os nu se, for jeg håber stadig, at det viser sig at være bedre næste år… naiv som jeg er ;-)
Therese
17. september 2008 at 09:20Nej hvor ærgerligt ! Kastanjetræer er bare så smukke. Håber dine træer overlever!
Det er de samme møl der har angrebet træerne rundt om søerne herinde, hvordan de har klaret det problem aner jeg ikke (måske de har sprøjtet med noget af Ritt’s hårlak?!!). Måske er der råd at hente et sted på nettet?