Mine unger er nærværende i lejligheden her i Valby. De hænger og står flere steder. I hvert fald skilderier af dem. Det er godt og fint. Jeg har det dejligt med at konstatere, at Alexander til stadighed er med i Annemette og Heidis hverdag.
Jeg havde tænkt, at jeg ville køre omkring mine gamle hjem. Bare for at gense. Jeg kan ikke, kan jeg mærke. Alexander sidder på min skulder og jeg kan ikke holde det ud.
Jeg er bare ikke klar endnu. Jeg vil hjem. Om lidt vækker jeg Kenneth. Han må op, for jeg vil hjem til Gug, hvor jeg har styr på livet. Lige pludselig er det sådan. Underligt.
Jeg “rodede lidt rundt” herinde idag og røg via et link “over” på Flickr, i en serie billeder fra haven – og dér var et billede af Kenneth og Alexander (med Oskar som hvalp) – det var pludseligt så klart: det ufattelige savn … Der savnes ordentlige ord – men sendes de varmeste tanker i din retning, Liselotte …
Sådan er det nogle gange. Uden at man helt er klar over det, kommer “ting” man toede man havde, mare lidt kontrol over, tættere på igen. Livet er en bølgen frem og tilbage, nogen gange bliver man bare ikke søsyg.
Dejligt Kenneth er med dig i København, så du har en chaufør. :-)
Jeg synes ikke det er spor underligt at du har det på den måde, Liselotte. Efter at mor døde kender jeg præcis følelsen af at ville hjem til de trygge rammer, men jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor – i hvert fald ikke uden at det lyder som dumme floskler. God tur hjemad.
uha får helt kuldegysninger af at læse din start på dagen. Liselotte du skriver bare så personligt at du drager mig ind i dit liv! Og dit liv du har styr på det. Husk det at leve gælder om at miste fodfæstet en gang i mellem – for netop at kunne finde balancen igen. Og du har masser af balance. Hav en god dag – og god tur hjem -der må være et par gode billeder fra haven den venter :) KH jeanett
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
Mine unger er nærværende i lejligheden her i Valby. De hænger og står flere steder. I hvert fald skilderier af dem. Det er godt og fint. Jeg har det dejligt med at konstatere, at Alexander til stadighed er med i Annemette og Heidis hverdag.
11 kommentarer
Liselotte
14. september 2008 at 19:46Ja, sådan fik jeg det… pludselig. Det var dejligt at vende hjem :-)
Kathrin
14. september 2008 at 16:28Du skriver det så enkelt, så sant, så rett ut og ærlig….
Jeg tenker på deg.
Kathrin.
et cetera
14. september 2008 at 16:13Jeg “rodede lidt rundt” herinde idag og røg via et link “over” på Flickr, i en serie billeder fra haven – og dér var et billede af Kenneth og Alexander (med Oskar som hvalp) – det var pludseligt så klart: det ufattelige savn … Der savnes ordentlige ord – men sendes de varmeste tanker i din retning, Liselotte …
Helle K.
14. september 2008 at 15:52Dine ord rammer mig så dybt, at jeg slet ikke kan finde ord som dækker.
God tur hjem til HJEM.
Maria Jensen
14. september 2008 at 12:34Dit indlæg gav mig tårer i øjnene.
God hjemtur!
Alexander kører med!
For at trøste og sikre at i kommer vel hjem til Gug!
Knus Maria
Hege
14. september 2008 at 11:20God tur hjem. Det bildet av Alexander skulle jeg gjerne sett nærmere på. Han ser så flott ut der.
Gitte
14. september 2008 at 11:00Har lyst til at skrive nogle trøstende ord – men – kan kun skrive at jeg tænker på dig.
God tur hjem.
Catarina
14. september 2008 at 10:02mare = bare
Catarina
14. september 2008 at 09:51Sådan er det nogle gange. Uden at man helt er klar over det, kommer “ting” man toede man havde, mare lidt kontrol over, tættere på igen. Livet er en bølgen frem og tilbage, nogen gange bliver man bare ikke søsyg.
Dejligt Kenneth er med dig i København, så du har en chaufør. :-)
Gitte
14. september 2008 at 09:14Jeg synes ikke det er spor underligt at du har det på den måde, Liselotte. Efter at mor døde kender jeg præcis følelsen af at ville hjem til de trygge rammer, men jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor – i hvert fald ikke uden at det lyder som dumme floskler. God tur hjemad.
jeanett kaare
14. september 2008 at 09:02uha får helt kuldegysninger af at læse din start på dagen. Liselotte du skriver bare så personligt at du drager mig ind i dit liv! Og dit liv du har styr på det. Husk det at leve gælder om at miste fodfæstet en gang i mellem – for netop at kunne finde balancen igen. Og du har masser af balance. Hav en god dag – og god tur hjem -der må være et par gode billeder fra haven den venter :) KH jeanett