Hvad i alverden gør man, når man har vækket tre gange og alligevel kommer op, for at bede det unge menneske gøre sig klar til afgang, kun for at opdage, at hun stadig sover? Hendes far, han trækker på skuldrene, går ud og tager sig en kop kaffe og beder hende undervejs om at stå op (for fjerde gang), så hun kan komme af sted snarest. Helt rolig er han. Ikke en trækning ud over den med skuldrene. Så går han ned og sætter sig med kaffen, sukker og griner lidt for sig selv, mens han indretter sig med kruset og lidt nyheder.
Hun skal være rigtig, rigtig glad for, at det ikke er min tjans, det morgenhejs. Så var hun blæst baglæns ud af sengen i stedet for. Hendes pirater var inddraget. Computeren var lukket i fjorten dage og der var tvangsrengøring de næste mange måneder. Efterfølgende var hun blevet solgt til højestbydende, for det er jo ikke første gang, vel.
Gad vide, om man kan købe tålmodighed et eller andet skummelt sted i Aalborg, for de mængder hendes far har, de kan simpelthen ikke være kommet uden lejlighedsvis optankning.
34 kommentarer
Liselotte
12. september 2008 at 07:19Der kommer gode idéer på bordet og jeg vil afprøve nogle af dem, men denne morgen ringede jeg til hende. Telefonen var optaget! Så gik jeg derop, hvor hun sad på sengekanten og grinede. “Hvem snakker du med?”, spurgte jeg, men hun snakkede ikke med nogen. Hun havde bare afvist opkaldet, fordi hun kunne se, at det var mig. Hun var dog alligevel vågnet og var ved at stå op, så måske… :-)
unikarina
12. september 2008 at 06:55Min mor kunne et trick… hun er ikke en sanglærke, så forneden for trappen begyndte hun at synge højt “Har du lus eller lopper…” Og vupti så var man starks vågen og oppe, for man ønskede ikke at hun nåede hele vejen op ad trappen med hendes “skønsang”…
Susan
12. september 2008 at 00:14Ha ha ha, den med at stjaele dynen er god. Det maa jeg huske.
Annepålandet
11. september 2008 at 20:42Vi er så heldige å ha SKOLEBUSSEN som må rekkes. Rekker man ikke den, tar det flere timer med den vanlige bussen. Tenåringene vekker seg selv – de har fått hver sin vekkerklokke + mobiltlf. Det hender det ringer litt lenge, men de kommer seg opp. Jeg syns de er flinke! Til gjengjeld sover de til langt på dag i helgene, men det får gå.
(Hmmm, moren min var pedagog. Slik gjorde hun: Hun åpnet vinduet og stakk av med dyna. Da ble man jo rett og slett nødt til å stå opp, særlig om vinteren. Effektivt – men grusomt… Men vi var glad i mamma likevel!).
Liselotte
11. september 2008 at 19:13Gid Oline hadede at komme for sent… ;-)
Susan
11. september 2008 at 19:06Så heldig er jeg ikke. Cathrine er b-menneske og har været det siden hun var baby. Har altid holdt fest om aftenen og sovet længe længe om morgenen, hvilket var skønt da hun var 9 mdr og vi var i sommerhus – hun sov til kl 10 hver dag :-)
Men måske er jeg heldig at hun hader (og bliver ved med at hade) så meget at komme for sent at hun står op alene af den grund – lige nu er hun jo på skolen mindst 15 minutter før timen starter.
Liselotte
11. september 2008 at 18:50Susan, du kan være heldig at have en A-pige. Min er så absolut B! Hun er ikke til at drive i seng – og har aldrig været det – og er til gengæld heller ikke morgenmenneske. Hun er først vågen efter middag ;-)
Susan
11. september 2008 at 18:29Jeg kan høre at det kun bliver sjovere, det med at få Cathrine op om morgenen. Hun fortalte mig i går at hun står op kl 7:20, det er 25 minutter før hun vil gå ud af døren, for hun vil absolut ikke komme for sent. Det tager hende 5 minutter at gå i skole og de starter kl 8:05. Jeg har også fået instrukser om at vække hende kl 7 så hun kan ligge og “vågne” i 20 minutter – i morges stod hun fint op med lidt brok, gad vide hvor længe det holder :-)
Liselotte
11. september 2008 at 14:45Nå ja… det er jeg vel egentlig også, Inge ;-)
Inge - bernercairn
11. september 2008 at 14:43Jeg er faktisk villig til at give fuld pris :-)
Liselotte
11. september 2008 at 14:29Hmmm… jeg tror det måles i… tja, dit bud er lige så godt som mit, Inge – men jeg er også ivrig aftager, hvis nogen kender et sted med tålmodighed på tilbud ;-)
Inge - bernercairn
11. september 2008 at 14:26Hvis man kan købe tålmodighed vil jeg gerne bestille 10 liter eller meter eller kg – hvad måles det egentlig i ???
Liselotte
11. september 2008 at 13:43Jeg bider mærke i JJH’s kommentar. Unge i Olines alder kan ikke fungere før op ad formiddagen. Det er sikkert rigtigt, for det er absolut ikke mig, der misunder de lærere, der står med hende og kammeraterne om morgenen. Sådan en flok zoombier ;-)
Oline møder 8.30, så der er snor nok… og hun er B-menneske om en hals, men det nytter ikke og virkeligheden er, at man ofte er nødt til at stå op, selvom det ikke er det bedste man ved. Jeg HADER at stå op det næste halve år, men jeg gør det. Det kommer hun altså også til, men der er jo en grund til arbejdsfordelingen herhjemme, for jeg kan slet ikke finde tålmodighed til at vække flere gange ;-)
Annette
11. september 2008 at 13:30Hi hi, hvor jeg kan genkende det… Det er mig der er den stygge ulv om morgenen, sønnen på 12 er ikke til at trække ud af sengen – det tager mindst ½ time før han sidder op på sengekanten…og derefter er det i slowmotion…men som oftest når han bussen, men elastikken har vi, iogmed at jeg er hjemme.
Min erfaring er at efter ældste – og nu nr 2 har/er på efterskole bliver det bedre…og min tålmodighed er blevet lidt mere lang mht at stå op. Kan man ikke blive færdig til bus-tid, så er det nemlig mig der bestemmer hvornår der så skal køres, og så er de ikke enige… Men teenagere har brug for megen søvn og sover så snart de kan komme afsted med det, det har mine ihvertfald gjort…
Men tålmodigheds-tankstationen er svær at finde…
Deborah
11. september 2008 at 13:09Jeg tror også min tålmodighed var sluppet op ;-) – Jeg husker ikke, at jeg var slem til ikke at komme op og jeg kan desværre ikke spørge min kære mor, om jeg husker rigtigt.
Man kan ihvertfald sige, at har jeg haft en gang el. 2 hvor det har knebet, så har jeg indhentet det siden, hvor jeg dårligt kan sove længe. Idag lykkedes det faktisk – helt til kl. 9!
Karin
11. september 2008 at 12:13… Haha, ja for jeg kan jo ikke vente på at få den, vel ;-)
(og åbentbart heller ikke vente på at sende mit indlæg før jeg har skrevet færdigt.)
Karin
11. september 2008 at 12:12Hvis du har en adresse til tålmodighedsoptankning så skal du se mig køre ræs til Aalborg.
mette t
11. september 2008 at 11:55Ro på nu… med mindre det sker lidt for tit. Den blir flov at fortælle i skole.
Forleden var vores knap 11årige endnu ikke stået op efter 5 vækninger – så jeg lod ham ligge (der var trods alt kontakt) – og han var meget flov og ydmyg, da han stod op lidt over 8… det gentager sig vist ikke foreløbig – ikke om jeg gider lege cirkusklovn, når vi har en aftale. Her er det mig der er den tålmodige ;o) I kontaktbogen stod der “har fået det forkerte ben ud af sengen”… Jeg går teenagealderen tålmodig i møde med bror på 13. Det er den med: ansvar for egne handlinger.
Ha’ en dejlig dag. Kh Mette T
Tina Poulsen
11. september 2008 at 11:15Jeg var SÅ dårlig til at stå op, da jeg gik i skole. Min far kastede sommetider en meget våd vaskeklud i hovedet på mig og råbte hvad klokken var! (Og sagde sommetider at klokken var meget mere end den var).
Men jeg lærte det først da de lod mig sove et par gange, hvor jeg kom dryssende i skole kl 10, på cykel, for bussen var kørt. (dem var der ikke så mange af om dagen, der hvor jeg boede).
;) Hun skal nok lære det … en dag ;)
Eva
11. september 2008 at 10:35Jeg har altid haft morgen tjansen med ungerne og jeg har absolut ingen tålmodighed på det tidspunkt af dagen. Der skal tingene altså bare klappe – også for at man ikke skal skilles som uvenner. Derfor gjorde jeg som Gitte Joensen… Kaldte på ham én gang (det var altid sønnen), sikrede mig at han havde hørt mig og gik så ud og gjorde mig færdig. Inden jeg smuttede afsted på arbejde, stak jeg altid hovedet ind på værelset igen og sagde: “Jeg smutter nu, ka’ du ha’ en god dag skat!”, så fik jeg på den måde sagt pænt farvel og givet ham en ekstra change for at stå op… Efter ca. tre-fire pinlige forklaringer overfor en irriteret lærer, ja så var det slut med ikke at stå op, når der blev kaldt… :-)
JJH
11. september 2008 at 10:31Der er lavet store undersøgelser af unges søvnbehov. Jeg kan ikke lige huske, af hvem, men de viser, at unge i Olines alder faktisk slet ikke kan fungere ordentligt før op ad formiddagen. Derfor er det naturligt for dem at sove længe. Nogle skoler har taget konsekvensen af det, og lader de store elever møde klokken 9 i stedet for klokken 8.
Liselotte
11. september 2008 at 10:22Nej, det gjorde hun bestemt ikke, Maria. Jeg håber, at hun var FLOV, da hun skulle forklare forsinkelsen ;-)
Også en god dag til dig :-)
Maria Jensen
11. september 2008 at 10:21:-D
Kom Oline afsted til tiden?
Hav en god dag alle 3
knus Maria
Liselotte
11. september 2008 at 10:15“Mødre til teenagere er engle i træning”. Det kan jeg lide :-)
Der er alt for lidt engel over mig, så jeg kan bruge lidt træning. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind, når hun ikke står op og jeg GIDER IKKE skulle vække om og om igen. Det er bare ikke i orden, når man er fjorten. Så tager man selv ansvar og sørger for at komme op. Basta!
… eller sørger for, at det er far, som har tjansen med at vække… *suk*
Gitte Joensen
11. september 2008 at 10:05I vores familie er vi alle B-mennesker. Men der jo altså noget, der hedder pligter alligevel – som at stå op, selvom man ikke gider. Da vores søn gik i 9. klasse – lod vi ham simpelthen bare sove. Når vi havde prøvet at vække ham og han ignorerede os, lod vi ham sove. Efter kort tid var han ret træt af, at få skæld ud i skolen – og syntes det var enormt pinligt altid at komme for sent, så nu (hvor han går i gymnasiet) står han altid op, når vækkeuret ringer.
Githa
11. september 2008 at 09:52Hvor er det rart at få bekræftet, at mine børn alle er og har været helt “normale” lige hvad angår slendrian om morgenen (andre tidspunkter indtræder også hos os).
Min tålmod er blevet større med den sidste pode – men for fanden – den store og første pode trak tænder ud på det punkt :-))
Karin J
11. september 2008 at 09:44Hej Liselotte
Jeg er en af dem, der nyder at læse på din blog og bliver glad ved at se din fotoglæde, og det at du deler den med vi andre.
mht. til unge mennesker der ikke lige altid ( engang i mellem) gør som vi gerne vil , så fik jeg et citat af en mor der havde overlevet:
Mødre til teeager er engle i træning.
Lise (Fru Kvist)
11. september 2008 at 09:34Pyyh hvor det lyder velkendt! Jeg trøster mig med at vi med det lidt lettere antændelige temperament er en god modvægt, og med til at holde dampen oppe, også på de M E G E T tålmodige.
Hanne
11. september 2008 at 09:23Send hende på efterskole…. det hjælper!
Men bortset fra det, så er det omvendt her hos os.
Faderen kan ikke TA´ at sønne ikke kommer ud af fjerene NU, så det er mig, der har det der morgen-hejs her, når sønnen altså er her !
Louise
11. september 2008 at 09:13Smiler stort af den historie – det lyder fuldstændig som en almindelig morgen, da jeg boede hjemme og var teenager :)
Min far brugte “beskidte” tricks – han sendte hunden ind (Vi havde en stor hund) og vækkede mig, på den måde slap han for alskens ord, fordi jeg absolut var (er) b-menneske, og ikke indstillet på at skulle stå tidligt op….
Måske oscar kan bruges som samme håndlanger ??
Harpen
11. september 2008 at 09:09Finder du mod forventning forretningen, med en ordentlig mængde tålmodighed på lager, så gi lige et praj. Måske gir de mængde-rabat – og jeg kunne helt sikkert bruge noget mere!
Anne, Mandagspigen
11. september 2008 at 09:07Det lyder til at I har fundet den helt rigtige arbejdsfordeling med hensyn til morgenvækningen :-) *LOL*
Anita
11. september 2008 at 09:06Ha ha, jamen de har den bare, de mænner.
Da jeg boede sammen med Chris, var den der også. Han havde bare SÅ meget mere tålmodighed med ungerne, end jeg selv havde og hvis du vidste, hvor mange gange jeg fiskede efter opskriften…
Jeg fik den desværre aldrig. Han påstod, at sådan VAR han bare, men det kan jeg jo ligesom ikke rigtigt bruge til en skid, vel. Sådan er jeg jo ikke! ;-)
Marianne
11. september 2008 at 08:42Som Far – så datter – Smiler stort…….