Pludselig bankede kusinen på døren. Hun er sat i gang med at strikke efter at have hvilet pindene i mange år, så det er lidt af en udfordring, jeg har givet hende, med mine mangelfulde anvisninger. Nu var hun altså kommet til kort og havde besluttet sig for, at jeg måtte yde lidt førstehjælp.
Teen blev brygget i en fart og så fik vi kigget lidt på sagerne. Jeg ved ikke, om hun er meget klogere nu, men i hvert fald gjorde jeg mit bedste. Meget mere kan man vist ikke forlange og så blev der jo snakket igennem deroppe ved spisebordet. Pludselig havde jeg fundet garn og hæklenål og så rendte det af med mig. Måske er jeg på banen igen, men det kan godt vise sig at være en glidebane. Vi får se.
4 kommentarer
Liselotte
10. september 2008 at 23:03Selv tak, Dorthe – det er også rigtigt hyggeligt :-)
Dorthe Larsen
10. september 2008 at 22:40Jeg får ellers helt lyst til at hækle igen…. tak for inspirationen!
:-) Dorthe
Liselotte
10. september 2008 at 19:59Jeg er allerede stoppet igen, Catarina. Det duede ikke, øv :-(
Catarina
10. september 2008 at 19:13Pas nu på de dersens ømme skuldre. Det kan gå med snakken, men pas på nakken.
Jeg er sikker på du selv kender dine grænser og je forstår godt at du er i gang igen, for en hobby er ikke noget man sådan kan lægge på hylden, selvom det kun er for en tid.