13

Regnvejrsmorgen i september

Det er mørkt, da jeg står op. Det føles alt for tidligt, men det er passende, for der er afhentning klokken 9, så der er ikke meget tid i overskud, når jeg også vil have kaffe, ud i haven og i det hele taget ligne et menneske, inden jeg skal ud af døren.

Regnen siler ned fra en grå himmel, men det er hyggeligt. Jeg kan mærke, at ikke gør det mindste. Jeg skal være indendøre i dag. I går aftes var der det mest vidunderlige vejr. Jeg spadserede rundt i centrum klokken 23 i en tynd trøje og nød den sidste rest af sommeren. Den kom forbi i går. Der var ikke en sky på himlen, der var levende musik forskellige steder i byen og stemningen var rigtig god og også temmelig høj blandt nogle af dem, vi mødte. Det var svært hyggeligt.

I dag falder regnen. Haven er våd og dufter vidunderligt, da jeg finder gummistøvlerne frem og træder udenfor. Jeg tænker, at det er godt, at min have er privat, for det ser formentlig temmelig spøjst ud, når jeg nyder regnen iført gummistøvler og kun det, men jeg elsker regnvejr. Jeg elsker, elsker, elsker regnvejr.

Bagefter er det indenfor og kaffe i kruset. Det er varmt og smager skønt. Det er en god kop kaffe, jeg har fået brygget. Den kickstarter dagen, så nu er jeg vel i grunden klar til en dag i Viborg og omegn. Jeg glæder mig. Det bliver en god dag. Og måske dyr…

Du vil sikkert også kunne lide