9

Fart på fredagen…

Efter endt arbejdsdag var der en aftale med chefen. Lidt hyggelig var den nu også, for er der noget min chef og jeg er gode til, er det at snakke. Begge to. Ingen har noget, at lade den anden høre, så vi kom vidt omkring og helt ærligt, så var det ikke udelukkende arbejdsrelateret, men til gengæld var det sjovt.

En tom kaffekande, en del telefonopkald, idéer, visioner og hastigt nedkradsede kruseduller var resultatet, da hun tog af sted for en times tid siden. Det er slet ikke noget skidt resultat af en fredag eftermiddag, hvor hjernerne efterhånden var ved at trænge til weekend, så jeg er svært tilfreds.

Nu er det så endelig tid for at lade fyraftensfløjten lyde. Jeg tager hul på weekenden…

Butikkerne i centrum holder LÆNGE åbent i aften. Jeg tror, at jeg kan lokke Kenneth med på en aftentur og det er vel en passende indledning på weekenden, som viste sig at indeholde en aftale med kusinerne i morgen. Nå ja, jeg vidste det vel i grunden godt, men det er aftalt for et halvt år siden, så lidt havde jeg da glemt det…

Jeg er lige blevet adviseret. Klokken ni er der afgang. Vi skal til Viborg til Husflidmesse. Dørene skal nødigt åbne uden os til at storme indenfor, så der er ikke noget med en langsom start på lørdagen. Jeg må op, og letsindigt nok har jeg også lovet at agere chauffør. Sparegrisen må slide lidt, når vi snupper turen til Tinghallen.

Jeg har aldrig været der før, så jeg har ingen fornemmelse af, om det er noget jeg vil kunne lade mig inspirere af, men jeg stoler på mellemstekusinen, som påstår, at det er en sjov mulighed for at få en ny idé eller to, så jeg glæder mig allerede. Om ikke andet, så er selskabet rigtigt hyggeligt.

Når jeg når hjem igen… så falder jeg garanteret død om. Der er lidt for meget om mine ører i disse dage, men det meste er sjov og ballade, så jeg vælger at glæde mig. Det kan jeg så godt lide at gøre.

Du vil sikkert også kunne lide