11

Sensommerhøst

Jeg tog Oskar med ned i vildnisset. Han kan næsten forsvinde i det lange græs, men jeg synes, at det er så smukt og jeg elsker, at luften summer af græshopper dernede.

Jordskokkerne har dannet en hel skov, som næsten er ufremkommelig, men heldigvis befinder brombærrene sig i den forreste del af havestykket, så vi behøvede ikke forcere urskoven. Oskar gjorde det nu alligevel, fordi det er sjovt. Han forsvandt for mig flere gange.

Der er masser af bær dernede. Brombærren modner i forskellig tempi, så der er mange modne bær, men også mange, som er klar om en uges tid eller to. Det passer fint med, at jeg kan nøjes med en portion, som snildt kunne passe til en brombærtærte.

Mine fingre er røde nu. Fingerspidserne bærer vidnesbyrd om min tur ned i krattet. Det skal slides af, for end ikke sæbe gør en forskel. Det gør ingenting.

Æblerne hænger røde og modne. Ikke alle, men mange af dem løsner ved et let greb og jeg tog nogle stykker med op, for Oline elsker æbler og jeg tænker også, at de kunne være fine at kombinere med brombærrene og de hindbær, som var en gave til os sene plukkere.

Det blev en fin høst og mens jeg plukkede, varmede solen, så jeg til sidst svedte voldsomt. Der er meget varmt nede i det hjørne af haven. Det er derfor, jeg plejer at have køkkenhaven dernede. Masser af sol og læ, som giver et meget fint udbytte på trods af en mager jord.

En skønne dag starter jeg den køkkenhave op igen, men lige nu handler det om at finde en nem måde at omgås tærtedejen, som jeg HADER at lave. Jeg kan bare ikke finde ud af det… *suk*

Du vil sikkert også kunne lide