8

Morgenferietanker

Da jeg kiggede på uret, var klokken kun 6.14, der var mørkt, vådt og det føltes helt forkert at stå op så tidligt på en feriedag, så jeg valgte at vende verden ryggen og tage endnu en time på langs, inden jeg stod op og tog hul på dagen. Jeg kan heldigvis tillade mig at sove længe. Der er andre i huset, som sørger for, at det vågner. Det nyder jeg.

Egentlig havde jeg en plan om, at jeg ville på tur i dag, men jeg gider ikke, når vejret er så vådt og gråt. Så indbyder det til helt andre sysler og jeg ender sikkert med en dag, hvor jeg sender Oline en venlig tanke, mens hun har idræt udenfor i det våde landskab. Imens vil jeg nyde indelivet med håndarbejde, tændte stearinlys og varm kaffe, for jeg har taget en beslutning om, at denne uge er min og kan bruges til det rene ingenting. Det er jeg blevet god til.

Der er lidt vasketøj, for den slags har absolut ikke respekt for ferier, men jeg skal ikke klage. Jeg vasker sjældent nu. Jeg er gået fra at vaske mindst tre maskiner i døgnet til at vaske omtrent tre maskiner om ugen, så at tiden efter Alexander opleves anderledes er ikke så underligt. Alene tiden i selskab med vasketøjet er reduceret kraftigt.

Det er ren luksus at have så meget tid. Jeg nyder det i en grad, som jeg slet ikke troede muligt. Jeg nyder, at jeg ikke længere er i konstant bevægelse. At jeg kan dvæle. Det sidste er den største luksus. At have tiden til at være stille og kunne være til stede i et nu, som ikke nødvendigvis indeholder noget som helst.

Sådan et vil jeg skabe om et øjeblik, men inden vil jeg bruge et øjeblik på at være taknemmelig for, at jeg husker at nyde og være opmærksom på, at det er sådan, det er. Af skidt kommer også godt.

Du vil sikkert også kunne lide