Morgenen genlyder af regn, da jeg kommer op til overfladen. Udenfor vinduet falder dråber på abrikosblade og lyden er ikke til at tage fejl af. Det regner for alvor. Stille, silende og rigelig regn.
Der er noget trygt og hyggeligt ved at trække dynen sammen omkring morgenen og bare ligge og lytte. Lyden af Kenneth og Oline trænger ned til mig. De morgenhygger, mens de er i gang med dagens første spæde forberedelser og jeg nyder, at jeg har ferie og ikke skal op. Jeg kan sove videre, hvis jeg vil, men jeg vil ikke. Jeg vil op og ønske Oline en god dag. Jeg når det i god tid.
Bagefter venter kaffen og en tur ud i regnen. Kruset placeres inde under halvtaget, inden jeg smutter en tur ned ad havestien. Jeg bliver våd, men det gør ingenting. Jeg skal lige sikre mig, at der er blomster at hente ind senere. Der er masser, men først lidt kaffe…
Kaffen står og venter under halvtaget. Jeg finder en pude, sætter mig på bænken med knæene trukket op under hagen og nyder lyden af regn, mens jeg nyder den varme drik. Jeg tænker, at ferie med indlagt regnvejr slet ikke er det værste jeg har oplevet. Jeg elsker regnvejr. Der er plads til det, for denne uge er en ekstrauge uden andre planer end ingenting. Regn passer fortrinligt til ingenting.
Jeg kan sagtens se, at det er ved at være slut med sommerblomsterne. Der er ikke meget spræl tilbage i dem, men det gør ingenting. Jeg ved, at efteråret er uundgåeligt og så kan jeg i grunden lige så godt omfavne det, for jeg elsker det jo.
Jeg elsker, når tiden er til syltning, hjemmebagte brød og indendørs sysler med stearinlysene tændt. Jeg elsker tiden med indeliv. Jeg bliver hurtigere mæt end jeg bliver af sommerens udeliv, men jeg holder meget af den mørke tid også. Den står lige om hjørnet og venter, men de lover altså opklaring og sol i eftermiddag. Se mig så lige springe udenfor :-)
11 kommentarer
Liselotte
26. august 2008 at 16:09Det er en aftale, Charlotte :-)
Charlotte Illum Larsen
26. august 2008 at 16:07mmm stegt lever – ryk lige en balle – så jeg også kan være der…
Liselotte
26. august 2008 at 13:45Ja, vel gjorde den så, Charlotte… men nu skinner solen fra en skyfri himmel og der er dejligt udenfor. Min aftenmenu er forøvrigt stegt lever med bløde løg og brun sovs. Det får jeg ikke særligt ofte, så jeg glæder mig :-)
Charlotte illum Larsen
26. august 2008 at 12:21Dagen indbyder til suppe kogt fra bunden – med et godt brød til og masser af hygge i hjemmestrikkede sokker om bordet. Hilsner fra Ærø
Liselotte
26. august 2008 at 10:49– og i lige måde, Rimkoger :-)
Rimkogeren
26. august 2008 at 10:43Tak for opskriften.
Liselotte
26. august 2008 at 10:27Fru Koch, det er gået helt galt med håndarbejdet denne sommer, men det handler om vejret. Når der er meget varmt, kan jeg ikke holde ud at strikke eller hækle. Hvad fortæller det om årets sommer… *suk* ;-)
Rimkoger, brombærrankerne ligger langs bugnende æbletræer nederst i min have. Jeg elsker brombærlikør og laver den sådan her :-)
Rimkogeren
26. august 2008 at 10:21Det er gråt foroven,
stålhesten og mig
vil ride en tur i skoven.
Et hemmeligt mål
et brombærhegn,
sorte bær
på efteråret tegn.
Vel hjemme moses bærrene let, de får en spiseskefuld honning og hældes over med vodka i et stort syltetøjsglas, efter et par måneder sis bærrene fra, saften fortyndes herefter med vodka.
kokken
26. august 2008 at 10:20Og jeg sidder her og tænker: Hun sagde på et tidspunkt, at hun ikke laver så meget håndarbejde om sommeren.Da er det haven der trækker. Ser du, jeg er faktisk allerede forpustet over hvad der skal produceres når vinteren kommer, for denne sommer har der godt nok været lidt meget gang i både hækle og strikkepinde ……. Jeg elsker faktisk også efteråret og dens varme farver i haven kan helt tage pusten fra mig! God feriedag til dig …..
Liselotte
26. august 2008 at 09:22– og i lige måde, Anita :-)
Anita
26. august 2008 at 09:20Her regner det også ganske stille og lyden af biler, som kører i pytter, er mere end hyggelig.
Rigtig god tirsdag :-)