En tirsdag i leverens tegn

Mor havde stegt de fineste skiver kalvelever. Masser af bløde løg, en god skysovs og friske, velsmagende kartofler og så var der ikke et øje tørt. Måske lige med undtagelse af Olines.

Lad mig bare være ærlig. Vi var ude i noget hemmelighedskræmmeri, for at få hende til at smage, men et eller andet sted, så kan jeg ikke lyve og synes faktisk heller ikke, at det er i orden, så jeg sladrede.

Da hun hørte, hvad vi spiste, skulle hun IKKE have noget. Så slog den gode opdragelse (*hoost*) alligevel igennem og den unge dame insisterede på, at hun i det mindste ville smage. Det tog hende så gode tyve minutter at indse, at selvom viljen var der, så kunne hun ikke. Hun nøjedes med kartofler og siden hen mormors gode, hjemmelavede flødeis. Så manglede hun vist heller ikke noget. Det samme kunne siges om os.

Bagefter var der kaffe og to slags kage. Som om der var plads til det, men vi forsøgte. Imens forsøgte Kenneth også at redde mors computer fra en “forfra og om igen”, for det var noget af en virus, den havde hentet sig. Jeg er ikke sikker på, at det lykkedes. Den lyder stadig syg.

Det er jeg måske også, for jeg endte med at finde en orange-/rustfarvet garn frem fra gemmerne, inden vi begav os i retning af stegt lever og mavepine. Idéen er, at det kan forvandles til en cardigan, som snildt skal kunne sende mig lige lukt tilbage til barndommen i de tidlige 70’ere. Jeg tror det lykkes. Om det bliver vellykket, skal jeg lade være usagt. Forsøges skal det i hvert fald.