Nok for i dag!

Jeg nåede centrum uden problemer, men så skal jeg love for, at udfordringerne stod i kø. Det var håbløst at finde en parkeringsplads og jeg brugte enormt lang tid på endelig at beslutte, at jeg måtte væbne mig med tålmodighed og vente på, at der blev plads ledig oppe bag Budolfi Kirke.

På skiltet her kunne der lige så godt have stået “Aalborg, nærmest umulig at nå”, for det var ikke mange sekunder fra, at jeg var endt med at opgive og vende om, men tålmodigheden gav pote og endelig kunne jeg smide Sparegrisen og tømme møntpungen i billetautomaten. Jeg havde halvanden time at løbe på.

Så løb jeg. Næsten…

Nede på Gamletorv var weekendens rester skyld i et styrt, som i første omgang så rigtigt alvorligt ud, men siden skulle det vise sig, at der ikke var sket nær de skader, som kunne være sket. En kvindelig turist trådte baglæns ud fra Rådhuset og ville fotografere, men gled i bryllupsrisene og faldt så lang hun var. Hun ramte så uheldigt, at hun slog baghovedet ned i brostenene, men hun var heldig.

Risene er efter en smule regn forvandlet til noget, som kunne forveksles med grød. Det er glat og farligt, hvis man ikke ser sig for, men den kvindelige turist endte med grødomslag som eneste mén efter det dramatiske styrt. Det må siges at være billigt sluppet.

Bagefter var det videre ned forbi Jens Bangs Stenhus…

Jeg elsker det hus og jeg plejer at komme der med mellemrum. Min læge plejer at holde til lige oppe bag det åbne vindue, men nu er hun flyttet og jeg har ikke længere ærinde inde i det smukke hus. Der er dog stadig adgang til opgangen, som er prydet af smukt træarbejde, som er et kig værd, hvis man passerer og så er stueetagen jo stadig optaget af Svane Apotek, som er et af Aalborgs ældste.

Som barn elskede jeg det apotek, for der er stadig en atmosfære i den gamle bygning, som er helt unik. Huset er fredet, så der er ikke ændret meget på de gamle apotekerhylder, krukkerne med mystiske ingredienser og de smukt udskårne bjælker, karme og døre.

Lidt længere henne ad gaden ligger målet for dagens udflugt. De havde intet, jeg kunne bruge, så det var fuldstændig omsonst med frustrationer over umuligheden i at få smidt bilen. Jeg måtte gå med uforrettet sag.

Så snuppede jeg turen op ad Bispensgade, en af Aalborgs gågader. Jeg passerede en butik, som havde lige akkurat det jeg søgte og endda til udsalgspris, så mundvigene sneg sig opad igen. Bagefter var det tid for en tur til en af Aalborgs specialbutikker, for at lede efter ting til Oline. Heller ikke her var der held ved mig, så jeg snuppede til sidst turen op ad Gravensgade, for måske at nå en smut indenfor på Historisk Museum.

Det ville kræve en ny parkeringsbillet, men det burde jo heller ikke være nogen stor kunst, troede jeg…

Den ene billetautomat var brudt sammen og den anden var der en kø ved, som kunne ligne et billetsalg til George Michaels absolut sidste koncert i Danmark. Så opgav jeg, for helt ærligt, hvem gider stå i kø et kvarter for at tage en tur på Historisk Museum. Ikke mig i hvert fald. Jeg venter. Der er flere feriedage at tage af, heldigvis.

Da jeg satte mig ind i bilen, så jeg godt, at der var to biler, som kom fra hver sin retning og ville overtage pladsen efter mig, men det endte omtrent i det rene kaos, for begge var så ivrige for at komme først, så det resulterede i, at jeg ikke havde en kinamands chance for at komme ud. Så tror jeg lige, at jeg havde fået nok af centrum og de mennesker, som befolkede den…

Måske min lunte var lidt kort, men jeg klodsede bremsen, stoppede bilen, halvvejs ude af parkeringspladsen, steg ud og ventede til de begge havde rullet vinduet ned, hvorefter jeg sagde “I har nu to muligheder; enten flytter i de to biler langt, langt væk fra mig i en helvedes fart, eller også returnerer jeg til pladsen og indløser ny billet for mindst tre timer. I kan selv vælge!”.

Jeg kan ikke påstå, at jeg fik meget respekt ud af det, men de flyttede da bilerne, men kun lige akkurat nok til, at jeg kunne snige mig ud og af sted. Jeg så ikke, hvem af dem, som var hurtigst og erobrede pladsen, men jeg tror egentlig, at jeg var lidt rystet over så talentløs adfærd. Både min og deres. Godt jeg var på vej hjem…

En tur indenom Gug Planteskole gav ro. Jeg skulle have dufte, smukke blomster og helst en halv million nye planter med hjem. Duftene fik jeg og smukke blomster var der. Jeg fik til gengæld ikke én eneste plante med hjem, men roen fandt jeg. Det sidste var hele turen værd og så kan den midtby rende mig, hvor jeg er højest, når jeg plukker jordbær.

Det er lige før jeg forstår dem, som foretrækker City Syd.