5

Lørdagsudskejelser

Gårsdagen blev blandt andet brugt på torvet. Friske forsyninger skulle vi have og vi er vel ikke kvinder for ingenting, så vi tog mændene med og havde på den måde galante bærere. De havde ikke det mindste imod det.

Der blev købt ost, grønt, frugt og masser af muslinger. Uhm…

Vi fandt honningboden. Det var rigtigt svært at vælge. Jeg endte med ingenting, men der var andre, som tog rigelig med forsyninger med hjem.

Der blev provianteret og fordi vi er kvinder – og dermed praktiske og ikke det mindste udspekulerede – måtte vi sende mændene hjem igen med muslingerne og en aftale om, at de skulle hente os på et senere tidspunkt. Muslinger kan jo ikke tåle en varm bil. Desværre…

Vi var selvfølgelig omkring Hjelmerstald. Lange skulle besøges, for der skulle købes flere kyssefrøer. To styk blev det til og så fik vi udvidet kyddefrøhorisonten. De tåler sagtens, at stå udenfor i haven.

Jeg tror den ene af disse er på vej ud i en have i Roskilde. Faktisk er jeg ret sikker.

Vi fandt fine brocher hos Lange. Ingen købte vi, men man har jo lov til at kigge og beundre, så det gjorde vi, inden vi fortsatte vores raid gennem byen. Alene, uden nogen til at synes, at vi var irriterende, når vi skulle ind og ose her, der og allevegne. Skønt!

Vi sluttede eftermiddagen med en god frokost på Caféministeriet, inden vi ringede efter chaufføren, som hentede os hjem til en skøn, varm og solrig eftermiddag på terrassen.

Vi trak først ind ved 20-tiden, så man kan jo næsten bilde sig selv ind, at det stadig er højsommer. Skønt var det og nu er huset langsomt ved at vågne efter en aften, som endte sent og indeholdt anselige mængder vin. Jeg er frisk!

Du vil sikkert også kunne lide