Uhyggeligt hyggeligt var det!

Vejen ind til Højriis Slot var smuk, som en forårsdag. Vi kom gennem træer så saftigt grønne, at man kunne komme i tvivl om årstiden og det gjorde bestemt ikke noget. Med Limfjorden som baggrund, engdrag til udsigt og skov lige bagved, ligger slottet utrolig smukt.

Drengene på bagsædet var ved at være utålmodige, så da slottet endelig dukkede op for enden af vejen, var der lettelse at spore på forsæderne. Åh jo, det var der altså. Og så var det bare med at få det lange ben foran, for der er akkumuleret anselige mængder energi på sådan et par timer på bagsædet af en bil.

Ikke engang /manys dramatiske entre på gårdspladsen, der inkluderede hvepsestik, smerter, førstehjælpskasse og hvad ved jeg, kunne dæmpe drengenes energi. De løftede ikke så meget som et øjenbryn og syntes vist bare, at vi skulle tage os sammen, så det gjorde vi.

Man er vel voksen. Næsten.

Det tog ikke mange sekunder, så kunne vi næsten ikke følge med og vores idé med at udfritte en familie på fire, som lige havde overstået slottet, syntes kun at afstedkomme irritation hos vores ledsagere. Vi var latterlige, dumme og ikke særligt gode at have med til den slags oplevelser, men vi er jo ikke dumme, så en genvej med mulighed for at spille detektivkortet til allersidst, kunne vi altså ikke lade gå fra os.

Desværre blev vi ikke klogere, så vi måtte følge med og være opmærksomme, hvilket er ualmindelig vanskeligt med vores talegaver, men der var ingen vej udenom. Ind mod slottet gik det med raske fjed…

Vi passerede en af de ansatte, som desværre ikke var til megen hjælp. Det eneste hun var interesseret i var at få besat den ledige plads. De mangler en stuepige dernede og vi syntes ærlig talt godt drengene kunne have udvist lidt mere arbejdsiver, men de syntes langt mere interesserede i at komme indenfor. Om man kan forstå det, men de fik deres vilje og så gik jagten på spor ind…

Der var utroligt mange detaljer at fordybe sig i og spor allevegne, så der var ikke noget med at springe over hvor gærdet var lavest. Hvert eneste rum blev gennemsøgt minituøst og oplysninger lagredes i unge og sprøde hjernekister. Min hjerne stod af med mellemrum, men jeg konkluderede, at med to så dedikerede ledsagere, behøvede jeg ikke bruge mine sparsomme hjerneceller på andet end at nyde deres begejstring.

Jeg brugte i stedet tid på at undre mig over spejlenes kvalitet. Den lader noget tilbage at ønske…

– og så kom stuepigen IGEN forbi, for at støve af. Det inkluderede ikke alene døde ting, men gæsterne skulle passe på ikke at komme for tæt på fjerkosten. Både /many og den ene af vores unge ledsagere fik en omgang afpudsning og som de da strålede bagefter.

Måske stuepigen i stedet skulle være sat i gang med en omgang vinduespudsning,men så går lidt af mystikken vel af skidtet. Der er en egen stemning inde bag skumle, skrammede ruder med udsigt til park og gifthave.

Til sidst ventede kun kælderen. Uh…

Nu skal jeg ikke røbe for meget, men der sker ting og sager i den kælder og jeg kender én, som syntes, at vi skulle ud og det kunne faktisk ikke gå stærkt nok, så der gik ikke mange minutter, før vi var på vej op i lyset igen.

Pyha, det gjorde godt!

Omgivelserne gemte også på spor, så heldigvis kunne vi – uden at tabe ansigt – påstå, at det alene var for i en fart at afsøge omgivelserne, vi var løbet gennem kælderen. Heldigvis fandt vi også konkreter, som helt tydeligt viste os, at der var sket mere end én forbrydelse på slottet. Dramatikken fejler ikke noget på Højriis Slot.

Levendegørelsen var en stor del af oplevelsen og der var ikke sparet på mystikken, så de gange, hvor vi mødte ham her, havde jeg én stående bag ryggen. Trygt og godt. Han ser også farlig ud ;-)

Efter gifthaven, hvor vi blandt andet fandt ud af, at Hestekastanjen kan medføre sindsforvirring (snak lige om euforiserende stoffer dér) og Stormhat kan dræbe elefanter, fandt vi vej op i caféen, hvor der var både sodavand og kaffe til løsning af mysteriet.

Vi var knivskarpe. Ha! Og så ventede der lige et par timer hjem mod Aalborg, men drengene var blide som lam det meste af vejen og en stavekonkurrence og lidt hovedregning fik hurtigt sat dem på plads.

Højriis Slot var slet ikke så tosset. Slet ikke. Og turen hjem, jamen den er åndeløst smuk. Vi snuppede hele vejen retur over Mors, ind over Thisted og ned gennem Vejlerne.

Min chauffør er forøvrigt enig. Hjertesuk, hvor vi kunne bo i Thy. Uden problemer.

Se evt. flere billeder her.