Hvis du har børn, har du prøvet det! Det er et helvede på jorden…
Århhhh… du har TABT DEN! Den så IKKE sådan ud lige før. Det var en BLOMST! Jeg HADER dig! HADER, HADER, HADER dig!
Ja, jeg snakker selvfølgelig om enhver mors mareridt. Perlepladen fra HAMA. Perlepladen fra HELVEDE! Perlepladen, som ikke engang afgiver det svageste røgsignal, som en advarsel til stressede mødre om, at de lige nu er ved at smelte purkens røde bil om til en ukendelig, gruopvækkende og ildelugtende plastikulykke.
På vej gennem smukke Nykøbing opdagede vi, til vores store gru, at HAMA har hjemme der. Lige midt på det smukke Mors. Nykøbing, som ellers er sådan en dejlig by, lægger matriklennummer til.
Her ligger arnestedet for utallige konflikter, som sagtens tåler sammenligning med den kolde krig, Gazastriben og det der er værre. Det gav isninger langs rygraden, krampelignende tilstande i kæberne og en ubetvingelig lyst til hævn, da vi passerede opstillingen, som skulle fungere som reklame. Meterhøje dyr, ganske vist imponerende nøjagtigt og smukt udført, men det var altså i Hamaperler.
En hel Zoo i Hamaperler…
Det blev for fristende. Nu har vi taget en elefantpupil som gidsel. Ha! Tag den!
Vi gi’r os ikke, før I gi’r op! Luk og sluk! Det må have en ende!
Jeg er sikker på, at de i morgen løber ud på græsset og med gru konstaterer, at der er ommøbleret, men når selv husnummeret sender mareridt i vores retning, er de selv uden om det…
Ah… og så stak vi af. For fuld fart. Altså fuld fart, som i det luntetrav den bæ-brune kunne præstere. De kunne have løbet os op uden problemer, hvis de altså ikke havde haft så travlt med at støbe Hamaperler.
Hvor meget mon de gi’r sig for 7 hvide og 6 rødbrune Hamaperler?
Nej, du behøver ikke blive forarget. Vi er nogle tøsedrenge. Vi tog ikke én eneste Hamaperle. Men vi havde lyst! Meget!
35 kommentarer
Hama og en elastik
21. oktober 2009 at 09:32[…] Perlepladerne har forårsaget nogen følelsesudbrud herhjemme og jeg skal gerne indrømme, at jeg har gjort mit for, at det her perlehelvede ikke kunne fortsætte, men alligevel måtte jeg lige prøve og […]
Cecilie
12. august 2008 at 09:54Kære damer :-)
Helt udenfor og udefra stødte jeg ind i perlepladesnakken. Mand, hvor er I sjove, og hvor skønt at ‘høre’ alle de dejlige kvindestemmer derude fra det store internet.
Mit besyv: Jeg HADER perleplader og alt ved dem. Tænkte blot at diskussionen lidt manglede en virkelig perlepladehader uden modifikationer og forbehold.
Ikke for at træde på nogen, vi har jo hver vores smag. Men jeg tør nu alligevel godt skrive under på, at jeg HADER perleplader og er lykkelig for at min store er forbi dem og min mellemste er Steinerbarn (yngste er lige på trapperne).
Jeg hader at få al den kærlighed og omtanke fra mit barn i form af en grim smeltet plasticting, som jeg absolut overhovedet ikke har lyst til at udstille nogen steder. Så hellere noget af æggebakker og toiletruller (selvom det nu også er slemt). Og jeg hader endnu mere at se min unge sidde og fedte med al det plastic i foruddefinerede placeringer, når nu verden er så meget større og smukkere. Og jeg hader endnu mere at stå i børnehaven og vente på at den snart er færdig (og absolut værst når pædagogen så taber den og man skal høre på hyl hele vejen hjem over en s…. perleplade). Og jeg hader absolut at de kom indenfor i mit hjem (smed dem ud så snart jeg kunne se mit snit til det), og jeg også skulle støvsuge dem op og hjælpe med at finde en til grøn.
For pokker mand; det her sætter følelser i gang! Jeg hader virkelig perleplader. Det står klart for mig nu. Melder mig gerne ind i befrielsesfronten.
Men tak for det gode grin og glimtet i øjet. Godt der er nogen der elsker dem, for ellers havde det da været en sammesværgelse mod os mødre!
Liselotte
12. august 2008 at 07:12Sanne, det der med hønsestrik, som blev overført til perleplader… du har da været opfindsom :-)
Det er skønt, når ungerne gider noget, som vi voksne elsker, ikke ;-)
Sanne
11. august 2008 at 22:35Hihi, perleplader var i den grad en del af min barndom. Mit værelse var tapetseret med perleplader i en lang periode. På et tidspunkt fik jeg ligefrem perlepladekarantæne i børnehaven…
Jeg havde en lille bog med hønsestrik for børn (det var jo altså i 70’erne) og jeg overførte mønstrene til de kære plader.
I dag har jeg en søn på 6 år, som til tider gerne vil nørkle med perleplader sammen med bedsteveninden. Som regel holder tålmodigheden dog kun kort, og SÅ tager mor her over ;-)
Liselotte
11. august 2008 at 12:19Dana, jeg skulle have været lige så ond, kan jeg se ;-)
Hege Glad, det er da også alletiders legetøj til de unger. De ELSKER dem jo og kan bruge timer, dage og uger på at sidde og nørkle. Det er et genialt stykke plastik, men når man så taber pladen eller brænder til ukendelighed, så… ;-)
Hege Glad
11. august 2008 at 11:28Mine små elsker dem! På hytta har det blitt perlet og perlet i hele sommer. Nå er alle sprekkene i gulvet dekorert med nabbi-perler. Det er det de heter her, nemlig.
Dana
11. august 2008 at 10:01Jeg har været så konsekvent ond, at mine tre kun (helt og aldeles KUN) har haft adgang til perleplader i div. institutioner.
Jeg vil simpelthen ikke ha’ dem indenfor dørene.
Liselotte
10. august 2008 at 22:10Birgitte, me like :-)
birgitte
10. august 2008 at 21:47Perleplader i mere diskrete størrelser som street-art i Sverige: http://www.flickr.com/photos/r.....070702883/
Jeg synes det er lidt cool…
Liselotte
10. august 2008 at 21:14Dell, de perler passer frygteligt mange steder. Se bare Klejs’ historie. Ryatæpper formelig tiltrækker dem. Usamarbejdsvillige er hvad de er ;-)
Klejs
10. august 2008 at 20:27Prøv du at fiske hundredevis af HAMA perler op ad langlurvet ryatæppe! Min far tvang mig til det, da jeg kom til at vælte de halvfærdige plader og en bøtte perler i forskellige farver ned på gulvet.
Tror du så jeg siden har lavet noget med de forb… perler?
Dell
10. august 2008 at 19:44Ih, hvor jeg husker den lugt af smeltet plastik; men sandelig også børnenes nervepirrende balance gang med pladen før der kunne stryges! Forøvrigt passer de små perler osse i små børns ører og næser. :-)
Liselotte
10. august 2008 at 19:42Hamaperler ER da en institution i Danmark og de er geniale. Der er intet at udsætte på konceptet, men udelukkende på efterbehandlingen ;-)
Fru Knudsen, jeg har da planer om et tur til Hamaland sammen med hende i flamencoskoene. Sikke vi kunne hygge os… og stjæle pupiller ;-)
Hanne
10. august 2008 at 19:22Ja og nogle børn spiser dem også, så der er fest og farver i bleen bagefter :O(
Inge - bernercairn
10. august 2008 at 18:22Hama-perler….vel er de irriterende, men de er vel egentlig også blevet en slags institution i Danmark…..Jeg lavede perleplader, da jeg gik i Fritter….og nu arbejder jeg i en SFO og der går da næsten ikke en dag hvor der ikke er gang i Hama. Det er da lidt imponerende – de har overlevet diverse pc-spil, Playstation1 og til dels og PS2, My Little Pony er da heller ikke super-hot mere, Bey blades og mange andre ting. Det er lidt det samme med modeller-voks :-)
Rosanna
10. august 2008 at 17:01hæhæhæ….. hvor er jeg glad for at jeg har lidelsesfæller!
Hold da OP, hvor har jeg væltet MANGE perleplader, som mine unger har brugt TIMER (hvis man skal tro på deres version….i følge min version må det absolut dreje som om minutter) på at fylde ud med små dumme perler, der bagefter ligger overalt på gulvet, og som gør VILDT ondt at træde på…. gggrrrr….
Helle W J København
10. august 2008 at 17:01Tænk at I har set rædslernes arnested !
Og fandtes de så bare i lækre farver !
hanne knudsen
10. august 2008 at 16:28Lov mig at du ALDRIG, aldrig , aldrig nævner dette sted for hende med flamencoskoene!
Kirsten
10. august 2008 at 15:59HA HA HA HA HA!!!!!!! :-D
Dét var utvivlsomt dagens bedste grin so far… Hvor jeg dog genkender mig selv dér.
Har stadig børn i perlepladehelvedealderen. Og pt står der en af de færdige blomster du nævner i stuens ene vindueskarm – dér har den stået nu i omkring 1½ måned, fordi jeg hader, hader, HADER dét øjeblik hvor jeg får den svitset lidt for meget med strygejernet, eller hvor det skide papir smelter fast dertil, eller hvor jeg taber den på vej hen til strygebrættet.
Blomsten kommer sikkert til at stå 1½ måned endnu, eller indtil der kommer flere plader til, så jeg kan få flere overstået på samme tid – eller også får jeg den stille og roligt listet gradvist ud af ungernes synsfelt, så jeg ikke behøver bekymre om det nervepirrende øjeblik… ;-)
Lene LN fra Tyskland
10. august 2008 at 15:41Og hvad skulle man saa bruge dem til?? Det er jo begränset hvor mange man kan (og VIL) udstille. Altsaa jeg har een paa det tyske kontor hvor jeg arbejder og den er rund og der stiller jeg saa et glas paa saa bordet ikke faar ringe… Ja. Tyskerne kender dem ogsaa :-)
Eli
10. august 2008 at 15:40Når man stryger perlerne rigtig _meget_ så sidder de dejlig fast på pladerne, så skal man bare huske _ikke_ at købe nye plader!
He He – Ond ond far
(nej det var nu datteren selv der ordnede det på den måde)
Lise
10. august 2008 at 15:32Da ældste var 3 var det hans yndlingsbeskæftigelse på våde fridage, hvis han kunne lokke mor (moi) med til at lave perleplader. Det afstedkom yderligere en perlepladepladeproblematik som kan føjes til dine: Alle i familien var voldsomt taknemmelige for den tre-åriges frembringelser, men hvem hulen ønsker sig et perlepladekunstværk udført af mor på 37???
Sifka
10. august 2008 at 15:19Jeg lever med dem, fem dage om ugen!
Louise
10. august 2008 at 15:09Jeg kan også huske Hamaperlerne. Af en eller anden grund fik jeg altid lov til at stryge selv – måske var det dérfor ;-)
Lea
10. august 2008 at 14:56Læste fornylig i Politiken om to piger i København, der laver perleplade-graffitti…fede tags og lignende, som de så hænger op rundt omkring i byen…det var helt vildt kreativt. Og mindede meget lidt om de perleplader, der produceres i min børnehave.
:-D
Helle
10. august 2008 at 14:41Uhha, jeg havde helt glemt dem. Tak for påmindelsen ! Tror jeg skal ha’ givet yngste niecen, resterne af HAMA.
Liselotte
10. august 2008 at 14:33Regitze, de er sjove :-)
Johanna, det er bare så skidt karma at vælte sådan en plade på gulvet ;-)
Johanna
10. august 2008 at 14:22Da jeg var barn elskede jeg dem og lavede uro af dem, med en masse grimme fugle… til min farmor.
Men du har ret, i dag hader jeg dem og jeg har væltet mange af dem. Det er virkelig død og pine.
regitze
10. august 2008 at 14:20‘mor! hvor er alle mine etknopslegoer??!!’
(og jeg tænker.. sch.. støvsuger. du siger ikke en lyd).
omme i Bo Bedre, august, er der perlepladekunstværker på side 99.
en smagsprøve af kunstneren, Heinz Schmüller, kan ses her:
http://trendbeheer.com/wp-cont.....berlin.jpg
de er meget sjove, ing?
Liselotte
10. august 2008 at 14:12Heidi, jeg tror faktisk, at de fleste af os (mig selv inklusive) elsker dem. Det er alt det, der følger i kølvandet, som jeg hader. Når skidtet vælter ned på gulvet, smelter for lidt eller for meget eller når ungerne kommer til at skubbe til en næsten færdig perleplade… Arghhh ;-)
Liselotte
10. august 2008 at 13:53Anne, du skal IKKE sende dem herover ;-)
Heidi (Fru Olsen)
10. august 2008 at 13:52Jeg er nu også én af perleplade-elskerne. Det er da hyggeligt at sidde og lytte til ungernes konverseren mens de laver perlefigurer. Og det er da også sjovt selv at lave en plade eller to. Herfra er der kun ros til HAMA.
Anne, Mandagspigen
10. august 2008 at 13:51vi elskede dem også, men vi er også sådan nogle nærsynede skiderikker her i huset *LOL*
Vi har en stadig en del i kælderen, de blev ikke solgt på vores lokale loppemarked, men næste år tjaa, en mulighed måske :-)
Liselotte
10. august 2008 at 13:40Årh… for pokker, hvor var jeg TRÆT af de skide perleplader, men det hænger måske sammen med min manglende motorik, for jeg tabte dem ALTID ;-)
Therese
10. august 2008 at 13:37Hi hi hi, tak for en dejlig søndagsgriner :-)
Jeg elskede perleplader – da jeg var 18 og var pædagogvikar i en børnehave….god måde at lukke børnestøj ude på….