Hold fast, hvor er de sjove…

Og så gik turen ellers over Nibe, ud til Aggersund og over broen, mens vi prøvede at gøre drengene begribeligt, at Danmark er verdens smukkeste land. Ikke at det havde den helt store effekt. De syntes, at det var langt mere interessant at kæmpe indædt om sædecentimeter på bagperronen.

Vi passerede skiltet mod Aggersborg og da turen var at betragte, som en dannelsesrejse, var der ingen vej udenom, men kun indenom. Vi lå for had! Regulært had…

Så parkerede vi og steg ud af bilen. Øjeblikkelig var stillingen sådan her…

Årh hvad…? Der er langt at gå! Skal vi gå langt, så gider vi overhovedet ikke! I kan gå! Vi bliver her…

Det gik ikke. Med skulle de. Der var så smukt…

– og en fantastisk historie er det. Imponerende med sådan en Trelleborg. Otteogfyrre langhuse, fire meter dybe grave omkring hele byen og fri adgang til den sejlads, som vikingerne var afhængige af.

Nu var der kun omrids og et lille, men utrolig smukt udstillingslokale i tilknytning til stedet. Vi syntes, det var fantastisk. Drengene? De hader os stadig.

Bagefter fandt vi hovedvejen igen og endte ude på Aalborgvej, hvor vi pludselig passerede en flok kitesurfere ved Øsløs. Det måtte nydes på tæt hold…

Tyskere var de. Hele flokken. Og dygtige.

Langs Limfjorden lå masser af blåmuslinger og det var jo en enestående lejlighed til lidt indføring i vikingernes gastronomi, men heller ikke det var specielt velkomment…

Efter rundt regnet tre sekunder, var al kontakt ophørt og da de fandt en mobil i marehalmen, opgav vi…

Mobilen havde ubesvarede opkald, magisk tiltrækningskraft og potentiale for en regulær kamp om “jeg fandt den først” og da /many ikke er uden beslutsom handlingskraft endte det med en overtagelse og en gennemgang af telefonlisten, hvorefter valget hurtigt og naturligt faldt på “Mor”, som blev ringet op.

Det var så Bente, der var i den anden ende og “Jo, han er oppe i Klitmøller og kitesurfe i dag” og “Jo, det er da hans telefon og tak og alting” og så røg den ind på DK tanken ved siden af til afhentning senere og vi kunne fortsætte vores dannelsesrejse uden flere kampe om andet end bagsædet. Det var i virkeligheden også alt rigeligt og den stoppede ikke, før vi holdt foran færgen ved Feggesund.

Vi var endnu ikke halvvejs og drengene var sultne, tørstige og skulle på toilettet og i det hele taget var det også bare rigtigt træls og hvor langt var der egentlig til det der Højriis og hvorfor skulle vi ikke bare være blevet hjemme og i grunden syntes de også at det slot var skidekedeligt og måske vi bare skulle overveje om ikke det var bedre at køre hjem igen…

… men så var det jo også, at vi nåede til Hama Zoo og stjal elefantens pupiller… måske…