31

Bævende udsigt

Om et par timer sætter jeg mig i frisørstolen. Det er med bævende hjerte, for min yndlingsfrisør er jo rejst og tilbage er hende, som altid ender med at få mig til at ligne en på tres med effektiv støttepermanent og det uagtet, at hun lover inden seancen, at “jeg laver det lidt vildt og tilfældigt, ikke?”. Der sker noget undervejs. Jeg ender altid med at ligne en, som har misforstået og stadig mener, at en let toupering er sagen.

Jeg ryster allerede…

Måske er der håb forude, for da jeg var nede for at bestille tid, underholdt hun hele salonen med mine krøller “…og se lige engang… dem kan man da ikke klippe af. Jeg mener… det er hendes egne, ikke!” for herefter at vende sig mod mig og råbe ind i mit ansigt “Vi lader dem være, ikke? Altså Liselotte, jeg syn’s bare ikke, at de fortjener at blive klippet af, vel?”, mens hun rodede rundt i det, der engang var en frisure.

I dag siger jeg, at jeg kun skal studses. Let. Og have en stribe. Og så må jeg altså finde Trine. Jeg tror måske, at det allerede er ved at lykkes, så jeg snupper en studsning og satser på min indre detektiv, mens jeg krydser fingre for en lykkelig udgang. Det kan jeg sagtens gøre diskret under frisørkappen.

Du vil sikkert også kunne lide