Av, jeg kommer til at bøde og bløde…

Morgenen byder på tørvejr. Det er stort efter gårsdagens heldagsregn. Jeg tænker, at det er dejligt, men jeg elsker nu også regnen. Bare ikke, når jeg skal fungere på job, for jeg farter fra et sted til et andet og kæmper mig gennem massive regnpytter, aquaplaner, kobler ud og genvinder fatningen, strider mig gennem vådområder på størrelse med en mindre parcel i sommersandaler, fordi jeg er dum, og smiler undskyldende, når jeg kommer indenfor, kun for at dryppe umådeholdent.

Jeg synes, at tørvejr er i orden. Og bier, som samler forråd fra min underlige staude, som hvert år gør sig store anstrengelser for at se mærkelig og sølle ud samtidig med, at den sørger for at have smukke, gule blomster, som insekterne elsker. Bierne deler. Det gør vi også på bilfronten herhjemme. Jeg er jo uden.

Min lille Sparegris har endelig fået tid på værksted. Spændende meldinger indløb i går. Motorophænget er knækket, så motoren lå med andre ord løst og havde rykket sig så meget, at den havde beskadiget trækakslen. Og måske andre vitale dele…

Jeg tænker bare, at det er ufatteligt, at den slags sker. Og så for mig! Mig, som altid kører SÅ pænt og aldrig nogensinde… og som om… men tænk engang, at motoren lå løst OG havde rykket sig ganske betragteligt i motorrummet. Ikke mærkeligt, at jeg syntes, at der var noget galt. Ha! Jeg griner også lidt af det, for det er ligesom biler og jeg ikke er kompatible lige nu. Først DieselDaisy og airbaggen. Bagefter Sparegrisen.

Jeg er måske en anelse træt i betrækket over, at disse ting sker, når det er mig, der kører, men jeg nægter at tro, at det har noget som helst at gøre med, at det netop er mig, der kører.

Senere i dag ved jeg, hvor meget jeg skal bløde, for at få Sparegrisen hjem. Av!