14

Jeg elsker mine baljer…

Jeg har været i bad. Jeg har fundet adressen. Jeg er i det store hele ved at være klar, så jeg er vel egentlig i vældig god tid. Det kan jeg så godt lide at være.

Jeg kommer i tanke om, at fingrene godt kan lide beskæftigelse – også, når der skal hygges igennem med snak, kaffe og grin. Det er min fornemmelse, at i dag kunne blive sådan en dag, så jeg pakker lynhurtigt lidt garn, et par opskrifter og tænker, at det måske kommer i spil. Gør det ikke, er det også i orden.

Bagefter kommer jeg til at grine, for hvem pokker slæber en balje med ud? Mig!

Jeg er simpelthen så glad for mine baljer, som er så nemme at smide ting i. Man kan pakke i en frygtelig fart, men helt ærligt… det ser lidt sjovt ud, når jeg lander nye steder og så slæber baljen frem af bagagerummet og det er jo, når sandheden skal frem, ikke fordi jeg mangler tasker…

Nå, jeg er et praktisk menneske og en balje passer vel svært godt til en nordjyde. Nu mangler jeg bare gummistøvlerne og murerkasketten og ja, du må gerne huske at misunde mig, når jeg med et hurtigt greb i baljen, finder mine ting uden brug af lommelygte og redningsline. Der er nemlig overblik i sådan en!

Du vil sikkert også kunne lide