Forude venter Mors. Det bliver en varm dag. Jeg drikker kaffe og overvejer, om jeg kan gøre et eller andet, så de omtrent trehundrede kilometer bliver udholdelige. Jeg kan i hvert fald synge. Højt!
Jeg har brændt en cd med yndlingsnumrene, så der kan skrues op for volumen og jeg kan glemme, at jeg hellere ville holde ferie lidt endnu. Der er jo strandvejr i dag!
The The er vist mine absolutte yndlinge. Deres numre rammer rent derinde, hvor jeg findes og de er gengangere hver eneste gang, jeg brænder en ny cd til bilen. Så synger jeg med af karsken bælg og priser mig stille lykkelig for, at jeg kører alene.
Jeg elsker Matt Johnsons stemme og jeg elsker hans tekster, musik og så det faktum, at han er den eneste i det band, som er oprindelig og limen, som måske fortsat holder sammen på konceptet. Ingen ved nemlig, om The The stadig eksisterer. Et højst sporadisk udgivelsesmønster gør det ikke mindre spændende, at være vild med den musik.
På terrassen er der skygge og varm kaffe. Det er dejligt at have et øjeblik til ingenting. Jeg elsker at have god tid om morgenen og i dag har jeg en hel formiddag hjemme, inden jeg stævner ud og sætter kurs sydvest. Det passer mig fint, men dagen slutter sent på den måde.
Det gør i grunden ingenting. Jeg elsker mine køreture i ensom majestæt. Der kan tænkes mange tanker på sådan en tur ud i sommerlandet og smukt er der jo lige nu, hvor høsten er gået i gang.
Nede i bedet er der også ved at være smukt. Der er i hvert fald ved at være dahlia i stimer…
De små, hvide pompoms står i fuldt flor lige nu. Der kommer nye blomster til hver dag og der kan hentes ind til små vaser. Det gør jeg så…
Jeg venter stadig på at se nogle af de nye dahlia, men ingen ved, om jeg når det. Planterne er endnu ikke store nok til at sætte blomster, men de kan nå det. Hvis de skynder sig. Jeg krydser i hvert fald fingre, mens jeg taler dem til rette på morgenturen ned gennem haven.
Der er stadig et par timer til afgang. Jeg kan vel nå at drikke endnu en kop kaffe, strikke lidt og i det hele taget nyde, at der stadig er sommer et par dage endnu. Ah, sommer…
2 kommentarer
Liselotte
1. august 2008 at 07:13Hej Betina, prøv at tage et kig i sidebaren og læs lidt på siden “Lidt om mig”, hvor jeg bl.a. skriver, hvordan siden her er skruet sammen :-)
Betina
31. juli 2008 at 22:36Hej LiseLotte
Dejlig livsbekræftende side du har her.
I min familie er jeg den lidt skøre, fordi jeg har mange forskellige interesser – meget li dine – hahaha. Skønt ikke at føle sig helt ved siden af :-)
Ville blot høre, om du bruger en bestemt hjemmesideleverandør, hvilket program eller om du laver det hele selv ? Jeg har nemlig i lang lang tid villet lave min egen side – man kan ikke finde det helt rigtige “våben”.
Håber på svar ;-)
Tanker/ Betina
Betina