Alting har drillet i dag. Fra en ende af. Da jeg endelig nåede frem til Feggesund, var det kun for at se bagenden af færgen. Tyve minutter jeg ikke havde, var hvad jeg måtte vente, men så kunne de da anvendes til at ringe og meddele min forsinkelse. Jeg HADER at komme for sent, men ingenting ville, som jeg ville denne torsdag, så jeg kunne lige så godt nyde pausen i stedet for at ærgre mig. Det gjorde jeg så i godt selskab.
Bagved mig var en smuk, sort Jaguar parkeret og ud af den trådte et ægtepar, som jeg hurtigt faldt i snak med. De skulle vise sig også at være fra Gug. Sådan er verden ind imellem så lille. Vi fik en hyggelig snak om deres ferie og dagen i dag, som bl.a. skulle indeholde stegte ål på den anden side af sundet, hvor Færgekroen er specialist. Jeg fik også historien om et regnvådt Skotland og tillige med et regnvådt Frankrig, så de var slet ikke utilfredse med det danske sommervejr og jeg forstod dem. Der har været dejligt i de sidste mange dage og stående der i solskin, havde ingen af os meget at klage over. Det skulle da lige være den tåbelige færge.
Jeg kom tyve minutter for sent. Jeg HADER, HADER det virkelig, men der er stadig mild feriestemning de fleste steder, så ingen tog det særligt tungt, da jeg kom halsende ind i lokalet og brødebetynget undskyldte. Bagefter gik det hjemad igen. Tværs over smukke Mors, ind i Thy og lige dér, ved Limfjorden, er der så smukt, så det sagtens opvejer sådan en forvirret og travl dag…
Jeg tog en velfortjent pause i grøftekanten med udsigt til kornblomster og fjord, inden jeg satte kursen mod Gug igen. Ti minutter i stilhed gør underværker. Bagefter gik hjemturen som en leg.
Jeg er TRÆT nu. Helt ind til benet. I morgen er en kort dag. Eftermiddagen vil jeg tilbringe ved stranden. Det er sidste chance, har jeg hørt. Den skal ikke siddes overhørig. Det ligger helt stramt.
8 kommentarer
Liselotte
3. august 2008 at 12:14Jørgen, det er da rigtigt dejlige roser fra Karl – og jeg forstår godt, at han synes om idéen med kortklub et sted med stegte ål. Forslaget må da overvejes, for jeg er sikker på, at det kunne blive rigtigt hyggeligt :-)
Tak for tilbud om visit i “bjergene”.
Måske en dag jeg tager dig på ordet :-)
Jørgen Ravnborg
3. august 2008 at 11:45Kære Liselotte
Det var dejligt for Karl (Tauvi) at han endelig vandt i kort. Jeg spurgte ham hvordan han havde fundet din hjemmeside og hans ros vil jeg gerne videregive til dig (undskyld Karl),
“Jeg har læst hendes blog igennem flere år, hun er fra Vejgaard, har gået på min gamle skole, har haft samme klasselærer som mig, osv.
Hun skriver godt, om mange smukke daglige oplevelser, og meget kan jeg genkende fordi vi har rødder fra samme område. Meget er også om strikning, planter og hvad ved jeg, men det kan heldigvis springes over ”
Karl slutter af med at foreslå at kortklubben spiller kort næste gang på en kro med stegte ål.
Liselotte skulle du være interesseret i at høre om min vinklub og oplevelser med vin så er du velkommen på Plutonvej 25, ring først mobil 4019 4333.
Jørgen
Liselotte
3. august 2008 at 08:16Tuavi, det var da en god onsdag så ;-)
Det er noget skidt, når man er den, som sørger for at den slags kan løbe rundt, så det var vel på tide, at det ikke længere var dig :-)
Tuavi
2. august 2008 at 22:21og for en sjælden gangs skyld forlod jeg onsdag kortbordet uden at betale til vores fælles kortkassen, hvilket vist nok kun er anden gang de sidste 32 år.
Liselotte
1. august 2008 at 16:20Velkommen til Jørgen og ja, det kan vist kaldes et sjovt tilfælde :-)
Dejligt at I nåede ålene og lidt ærgerligt, at I ikke fandt din morfars hus, men til gengæld lykkedes det med aftensmad med jazz-akkompagnement, som I gerne ville det. I har garanteret haft en skøn dag og min var nu slet ikke så ringe heller – jeg mødte jo også et rare mennesker den eftermiddag :-)
Jørgen Ravnborg
1. august 2008 at 15:34Sjovt tilfælde
Jeg fik tilsendt ovennævnt hjemmeside fra min ven Karl Schytz som jeg spillede kort med onsdag, dagen før vi skulle til Mors, det er så os i Jaguaren som snakkede med Liselotte ved færgen.
En hyggelig snak, vi var jo alle fra Gug. Vi spiste stegte ål i Feggersund og havde en dejlig dag på Mors. Jeg ledte efter min Morfars hus, han var brænder på Skageherre Molerværk og boede lige før værket, vi fandt det nu ikke, det er nok ryddet for at gøre plads til molergravning. Nå men vi så Nykøbing og kørte videre til Hvalpsund, tog færgen over og spiste til Jazz på Hvalpsund Færgekro, en god dag, dejligt vejr og så mødt vi jo en dejlig pige, Liselotte fra Gug. Sjovt tilfælde……
Liselotte
1. august 2008 at 07:12Gitte, jeg har syet mine lapper sammen med maskesting. Det er et stort arbejde, men det er det værd, når tørklædet netop er pænt på bagsiden også. Du kan prøve at google maskesting. Jeg er sikker på, at der findes en instruktion ude i cyberspace :-)
Gitte
1. august 2008 at 00:21Dine “Anner” er utroligt smukke. Både det i mange farver og det grå.
Kære Liselotte – Jeg har en “anderledes” anmodning. Hvordan har du syet dit tørklæde af de mange hæklede firkanter sammen / hvordan ser det ud på bagsiden?…. Jeg har lavet en hæklet halstørklæde i sommerfarver til min datter, med firkanter i enderne – men synes jeg bøvlede meget med sammensyningen – fordi jeg også ville have at det skulle se pænt ud på bagsiden…. (og det gør det så ikke!) Teknikken skulle gerne være klar når jeg snart har ca. 80 firkanter til det dejlige store varme halstørklæde i Alpaca fra Hendes verden.
Træls at du kom for sent, men godt at du fik snakket med nogle hyggelige mennesker.
Smukt, smukt billede med de blå kornblomster.