Tanker om en køkkenhave og så lidt mere…

Sikke dog en vidunderlig sommermorgen. Atten grader i skyggen og sol nede i bunden af haven. På terrassen er der skygge endnu, så der er pragtfuldt at sidde og drikke morgenkaffe.

Fignerne er modne lige om lidt. Ikke endnu, men om et øjeblik, kan vi høste de første, og friske figner er slet ikke tosset som morgenmad. Jeg har selvfølgelig været inde i bedet, for at tage dem i øjesyn. Jeg mødte en edderkop, som tog turen op ad mit ben. Den fik lov et lille stykke af vejen, så ende den i figenen igen.

Solsikken står midt i bedet. Jeg undrer mig fortsat, for ingen har smidt frø lige der og alligevel er det tredje år i træk, at der dukker en enkelt solsikke op på præcis den samme plet. Kun én. Ikke at jeg klager, for jeg er vild med den solsikke, som rækker helt ind i efterårets første dage.

Som barn havde jeg altid solsikker. Masser af solsikker. Jeg havde min lille have, hvor jeg bestemte. Der var ærteblomster, solsikker og ærter. Det var rigeligt at skulle passe, når man ikke kom i haven hver dag, men jeg har farfar mistænkt for at passe haven, når jeg ikke var der. Den var altid overskueligt pæn og slet ikke med ukrudt, som mine haver siden har været.

Måske var det i den lille have, at min glæde ved at dyrke jorden blev grundlagt. Jeg tror det. Den lille have sammen med de store jordstykker, som gav farmor og farfar frisk frugt og grønt langt ind i efteråret. De lange, lige rækker med jordbær, bønner, gulerødder, kål og ærter. De mange bærbuske, som gav frugt og lagkager, æbletærter og saft.

I år har jeg ingen køkkenhave. Sidste år havde jeg heller ikke. Jeg tænker, at der er en tid for alting. Disse år er tiden anvendt bedre til andre ting og måske det dybest set handler om, at jeg ubevidst vælger de ting fra, som smerter for meget.

Køkkenhaven var mit sted, hvor jeg og Alexander brugte mange timer sammen. Ingen andre interesserede sig lige så meget for bønnernes fremdrift, rødbedernes vækst og bærrenes rødmen, som vi to gjorde. Vi brugte mange timer sammen, for vi kunne begge lide at være dernede og der var noget meget trygt og rart ved at være sammen om praktiske opgaver, som at luge mellem rækkerne. Ikke at Alexander lugede, men han sad ved siden af i sin kørestol og vi fik mange og lange snakke om alt mellem himmel og jord, mens jeg sled med hakkejernet. De mange timer ligger stadig forrest i hjernebarken, når jeg møder en køkkenhave. Så savner jeg Alexander frygteligt.

Man skal ikke have en køkkenhave for at spare penge. Man skal have en køkkenhave, fordi man elsker det. Fordi man finder glæde ved at dyrke sin egen mad. Fordi man slet ikke kan lade være. Måske får jeg det sådan igen engang, men i disse år ligger jorden brak. Jeg tror der er en mening med det. Jeg tror, at jeg stadig har brug for at hele. Det tager overraskende lang tid. Der går lang tid mellem tårerne nu, men de ligger derinde og udløses ved savnet. Køkkenhaven er endnu et billede på mit tab, så den får vente lidt endnu, men jord løber ingen vegne og en skønne dag ser du mig sikkert gå nede bagest i haven og igen lægge ærter i snorlige rækker. Så ved du, at jeg har taget endnu et skridt ud af livets landevej.

Indtil det sker, kan man købe frisk frugt og grønt inde på torvet og ved du hvad… det er i grunden også så meget nemmere :-)