Sidste sommer var den første uden Alexander. Vi har taget hul på nummer to af slagsen. Jeg er ved at finde fodfæste, kan jeg mærke. Det er ved at gå op for mig, at der er plads og tid til alt det, jeg så ofte drømte om, men ikke kunne, fordi der var hensyn, som skulle tages. Jeg anvender meget tid på mig. Det er nyt og det er dejligt. Jeg har vældig godt af det, kan jeg mærke.
Jeg græder stadig. Jeg savner fortsat frygteligt, men jeg nyder, at der er plads til egne behov, uden at de skal tilpasses en lang række praktiske opgaver, som altid måtte komme i første række. Jeg drikker store slurke af den frihed, som pludselig er en del af mit liv og jeg nyder den.
Det barn, jeg har tilbage, er i en alder, hvor jeg kun skal optræde i kulissen og først træde ind på scenen, når hun giver mig stikordet. Ellers er det mere end i orden, at jeg holder mig i baggrunden.
Jeg har fået tid til at dyrke mig. Det synes jeg ærlig talt er rigtigt dejligt. Jeg har endda opdaget, at jeg kan lide mig. Sikke et held…
Det kan lyde temmelig opblæst, men det er bestemt ikke ment sådan. Det er en konstatering. Jeg havde næsten glemt mig selv i alle de år, hvor der var behov, som var vigtigere end mine. Jeg havde travlt med at være mor, frontkæmper, praktisk gris, elskerinde, vaskekone, ansat, ansvarlig, voksen og alt det andet, som krævedes. Så glemte jeg helt mig. Selvfølgelig.
Nu er jeg ved at genfinde mig og jeg opdager, at jeg faktisk godt kan lide mig. Jeg er et resultat af alt det ovenfor. Jeg er formet af de år, hvor jeg havde travlt med at passe på livet. De år gjorde mig robust, praktisk, handlende, strategisk og omsorgsfuld. De gjorde mig grundglad. De gjorde mig også sørgmodig med mellemrum, men allermest af alt gjorde de mig grundglad. Det kan jeg da godt lide at være. Jeg kan godt lide at møde mig. Jeg er ærlig, fuld af omsorg, rummelig, kærlig og glad for livet. Det er da ikke så skidt endda, synes jeg og det er et fint resultat at få, efter det voksenliv jeg er blevet tildelt.
Nu er jeg også begyndt at mærke, hvad jeg kan lide.
Jeg elsker stranden. Jeg kom der alt for sjældent i mange år, fordi det ikke var særlig praktisk i forhold til Alexander og hans behov. Det var selvfølgelig i orden. Sådan måtte det være.
Jeg elsker at ligge i sandet ved Vesterhavet en hel lang dag. Bare ligge. Kigge lige op i luften. Ikke sige ret meget. Nyde at være til.
I dag er en af de sjældne sommerdage, hvor vejret arter sig og giver plads til sådan en dag. Oline gider naturligvis ikke, men hun er nu så gammel, at hun sagtens kan klare sig selv, til vi gider indfinde os på matriklen igen.
Det skal udnyttes, så om lidt vil jeg pakke bilen med tæppe, håndklæde, bog og sommerhumør og så vil jeg tilbringe den i godt selskab ude ved Vesterhavet.
Jeg glæder mig. Helt vildt. Og jeg bestemmer selv, hvornår jeg ikke gider mere. Det er det bedste :-)
22 kommentarer
Liselotte
26. juli 2008 at 23:52Selv tak, Sofie – og nogen gange er vores livsgaver pakket lidt overraskende ind, synes jeg :-)
Sofie
26. juli 2008 at 22:51Grundglad – det er et godt ord. At læse dine tanker omkring alt det der har formet dig til den du er i dag, får mig til at tænke på min egen situation. Efter af have oplevet at få et hjerneskadet barn, passet hende i den tid hun levede og her bagefter prøve at finde fodfæste igen, har jeg helt afgjort forandret mig. Jeg er en anden og måske endda bedre udgave. Selvom jeg er dybt ulykke og også stadig græder over at have mistet mit eneste barn, så har jeg desuden erhvervet en grundgladhed. Tankevækkende. Tak for dine skriblerier. De giver stof til eftertanke.
Liselotte
26. juli 2008 at 21:46Irene, vi siger hver sit, men mener det samme :-)
Irene
26. juli 2008 at 20:39Liselotte, det er netop det jeg kalder at være bevidst i sit liv … Andre kalder det at leve i nuet.
Liselotte
26. juli 2008 at 19:59Anita, moderen hedder Anette og sønnen hed Martin.
Ja, livet trækker i os og former os. Vi flyder med og klarer hver især vores udfordringer så godt, som vi formår. Jeg prøver at være til stede i nu’et. Jeg prøver at være opmærksom på både andre og ikke mindst mig selv. Jeg prøver at gøre det så godt som overhovedet muligt. Mere kan jeg vist ikke forlange af mig selv lige nu :-)
Liselotte
26. juli 2008 at 18:31Åh, for en dejlig dag med tid til ingenting :-)
karen
26. juli 2008 at 17:54Kjære Liselotte, det var et vidunderlig godt innlegg å lese. Du fortjener bare så sinnsykt å nyte disse tingene, som denne fantastiske dagen. Jeg var også på stranden i dag – om enn litt lenger nord – men jeg tenkte faktisk på deg og alle de gode tankene og bildene du deler med oss her ute. Håper du har hatt en deilig dag. Det hadde jeg.
Jeg er så heldig å ha mine 4 barn i live – men har opplevd alvorlig psykisk sykdom hos den ene. Det du skriver er så riktig, det er så trøstende og det gjør meg glad. Takk for at du er der! – det er ikke bare du som liker deg! :-)
Helle K.
26. juli 2008 at 17:00Hvor er det dejligt at læse dit smukke, dejlige og livsbekræftende indlæg. Vi skal huske, men vi skal også leve videre. :) Nyd din sommerdag.
Anni Fizzle
26. juli 2008 at 15:43Da jeg leste innlegget ditt kom jeg til å tenke disse ord, og vil dele dem med deg;”Du vet vel om at du er verdifull, at du er viktig her og nå.At du er elsket for din egen skyld, for ingen annen er som DU”:)Er mektig imponert over deg og hva du får til, og at du er så snill at du deler dine tanker i ord og bilder her inne!:)Ha en deilig dag på stranden og en fortsatt fin fin helg!Klem Anni Fizzle;)
Irene
26. juli 2008 at 15:17Tillykke og velkommen hjem! Og tak og godt og flot og det! Knus!
meretveian
26. juli 2008 at 15:03Takk, Liselotte, for at du har delt din tid med oss, og nå som du reflekterer over endringene, har vi stor forståelse for hva som var, hva som skjedde og slik det er idag. Å finne tilbake til seg selv når det kan virke noe har gått tapt på veien i det daglige, er stort.
Jeg gleder meg på dine vegne og tror på en sterk utgave av Liselotte, sterk på andre områder enn før, som ser nyere smågleder i hverdagen!
Hurra for havet, – pleie for sinn og sjel!
Anni
26. juli 2008 at 14:18Dejligt at laese Liselotte.
.. og jeg gad ogsaa godt ligge ved Vesterhavet i dag!!!
Kh fra Wien
Maria Jensen
26. juli 2008 at 13:28god fornøjelse på stranden!
knus Maria
FruKnudsen
26. juli 2008 at 12:31Hej Liselotte!
Jeg kan godt følge dig. Et af indlæggene, siger noget om en sindsyg stærk mor på mange måder, og ja det, er mødre når de har et barn som er handicappet/kronisk syg, det er jo netop moderinstinktet der kommer frem. Det er lidt det samme, som når en mor står med en nyfødt, så går hun gennem ild og vand for det barn, af den simple grund, at hun ELSKER det!! Desværre for dig mistede du din søn, det gjorde jeg ikke, han fik først min nyre, som holdt i 11 gode år, og i 2007 sin fars nyre. Han har det p.t. godt. Man bliver jo det man oplever i livet, så selvfølgelig er man et andet menneske end man ville have været uden modgang.
Når man ikke konstant, skal være den ALTID stærke, så får man tid til at kigge sig lidt omkring, og så er det da dejligt, at den person man lige pludselig får øje på,er en man synes om, og en som man har kendt hele livet på godt og ondt.
God vind fremover Liselotte – det lyder til du er godt på vej.
Lizelotte
26. juli 2008 at 12:02Du er hermed indlemmet i Livsnyder-logen :-)
Godt for dig, Liselotte. Vi andre kan også godt lide dig. ;-)
Håber I får en dejlig strand-dag.
Klejs
26. juli 2008 at 11:25Godt at du kan lide dig selv. At du har fundet fodfæsten igen.
Bella
26. juli 2008 at 10:58Mit barn er ikke død, men har det så skidt, at jeg kun en gang i mellem har kontakt til hende. Hun har borderline og depressioner. Det har været nogle voldsomme år. I år er min anden sommer efter hun flyttede væk.
Jeg har været igennem en lang, svær depression som følge af den overbelastning jeg har været i. Men jeg er på vej nu. Verden ser lysere ud og jeg har igen lyst til at cykle ud i det blå. Kun for min egen skyld.
Jeg græder også stadig. Nogle gange på grund af oplevelser, der intet har med min datter at gøre. Men jeg er så følsom, at andet kan sætte gang i tårerne.
Med alt dette vil jeg blot sig, at jeg har fulgt dig på nettet de sidste par år og du har givet mig stof til eftertanke gennem dine nedskrevne tanker. Tak for det. Og nyd dine dase-dage ved stranden.
Nu vil jeg ud at cykle på min bedstemorcykel. Ud i solen og varmen.
anette
26. juli 2008 at 10:50Det er et af de mest dejlige livsbekræftende indlæg jeg har læst.
Håber at din sommer må blive lys og lang og varm :-)
Lotte Andersen
26. juli 2008 at 10:47Jeg forstår det godt, jeg tror også gerne at deroppe hvor Alexander er, nyder også at I har det godt. Jeg tror ikke at jeg har set noget så dejlige forældren som jer som Alexander har og ikke mindste Oline. For I virker bare igennem som nogle dejlige mennesker. Jeg er også heldige at få dig som tegnsprogtolke i disse dage, jeg havde haft og får sikkert igen dig om så ikke lang tid :o) *då får du mysa dig på stranden o bada gott*
Anita
26. juli 2008 at 10:46Martin. Var det ikke Martin, han hed?
kokken
26. juli 2008 at 10:46Ønsker dig en fantastisk dag på stranden. For hvis der er nogen, der har fortjent det, så er det dig og dine!Kram til jer herfra….
Anita
26. juli 2008 at 10:46Jeg er ikke et eneste sekund i tvivl om, at det former et menneske i en ganske speciel retning at leve sådan, som I har levet de sidste mange år. Med indtægter og udgifter, med oppe og nede, med sorg og lykke.
Da jeg læste dit indlæg her, kom jeg igen til at tænke på den mor, som stod frem i TV og fortalte om sit liv med et handicappet barn. Jeg kan desværre ikke huske, hvad han hed. Men for fanden, hvor var hun dog stærk på sindssygt mange måder og på alle de måder, hvor jeg måske selv ville være gået ned med flaget forlængst. Hende glemmer jeg vist aldrig.
Må I have en vidunderskøn dag ved stranden og lege turtelduer igen ;-)