7

Sommerliv på terrassen

Jeg elsker sommermorgener i haven. Når huset er stille endnu og den eneste, som er oppe, er mig.

Så drikker jeg store slurke af den gode alenetid. Den, som altid følges af liv og sjov. Den jeg allerbedst kan lide. Jeg drikker kaffe på terrassen, indsnuser duften af sommer, plukker blomster og læser lidt.

Efter en tid kommer Oskar. Så sætter han sig og kigger undrende på mig. Han skal ikke ud på græsset endnu. Det er jo vådt! Han er en tøsedreng, som ikke bryder sig om våde poter. Han er så sjov. Han nøjes med at deltage på afstand og så venter han gerne på, at jeg indfinder mig på terrassen til lidt morgenklap.

I dag bliver en helt igennem dejlig dag. Det er sommer fra morgenstunden. Jeg har tid til at nusse omkring blomsterne og nyder det. Jeg skal først møde sent, så der er masser af tid til at nyde. Jeg gør det.

Jeg drømmer om eftermiddagen, som er fri for andre forpligtelser end den at nyde en af de rigtigt gode sommerdage og så måske vande lidt af de planter, som lynhurtigt tørrer ud i varmen. Det er til at overkomme.

Senere vil jeg igen indtage gulvet på terrassen. Det er vist omtrent der jeg opholder mig mest. Jeg elsker, at jeg har en stor træterrasse. Jeg elsker, at træet lynhurtigt bliver varmt og rart at færdes på.

Jeg vil lokke familien til at grille. Det er med at udnytte, at vejret arter sig så smukt. Senere vil jeg finde en løsning på myggeudfordringen, for en aften og nat under stjernehimmel er altså helt igennem i orden. Jeg har glemt, hvor jeg har lagt min store myggehimmel, men jeg skal nok finde den! Jeg drømmer om natteroderi i det fri. Jeg elsker at være derude.

Pludselig opdager jeg, at den gule rose blomstrer…

Måske jeg i virkeligheden godt kan lide gult. Jeg kan i hvert fald rigtigt godt lide sommeren. Den er dejlig!

Du vil sikkert også kunne lide