10

Våd og stædig

Vejret driller. Så snart jeg træder ud af døren, regner det. Indenfor kan jeg konstatere, at solen skinner. Så går jeg ud og regnen begynder og sådan kunne jeg vel have fortsat hele eftermiddagen…

Jeg er stædig, når det griber mig, så jeg besluttede mig for, at en smule regn ikke skader nogen. Nu er jeg gennemblødt, men jeg har været ude i en times tid. Jeg har nydt haven i det vejr, som ville mig i dag. Når solen skinner, er her drønvarmt. Når regnen falder, bliver jeg våd… våd… våd.

Blomsterne har fået lidt overskudskærlighed. Krydderurterne er blevet plyndret. Regnen er blevet nydt. Hver eneste dråbe. Jeg elsker regnvejr. Jeg elsker at sidde under halvtag og lytte til dråberne. Jeg elsker at mærke vandet løbe ned ad ansigtet. Jeg skal bare vide, at der venter varme og tørt tøj henne om hjørnet.

Nede i bedet står resterne af valmuerne. Nu er det slut med dem, men frøstande gør dem fortsat smukke. Jeg tænker, at jeg måske skal klippe dem af og lade dem hænge lidt indenfor, så frøene kan samles. Måske jeg kan lave flere af de smukke, store valmuer.

Nu har jeg kaffe på kanden. Oline og jeg er alene hjemme. Oline gider kun sin computer. Måske jeg skal finde en god film og sofaen. Det må jeg gerne. Det er stadig søndag.

Du vil sikkert også kunne lide