Jeg har lige siddet et par timer i mors køkken. Det var hyggeligt. Som altid. Vi når vidt omkring. Som altid. Hun har det godt efter gårsdagens dramatiske timer, men det skal hun også have. Hun fortjener det.
Himmel og hav stod i ét, da jeg ville hjem igen. Sådan kan det gå, men så fik jeg lejlighed til at skimme hendes bogreol. Herinde stod Originalernes by af Gorm Henrik Rasmussen.
Aalborg har gennem tiden lagt ryg og plads til en stabil og forholdsvis omfangsrig gruppe originaler, ligesom de fleste andre byer har haft deres originaler. Min barndom var spækket med dem. Jeg husker dem fra gadebilledet. Vi børn drillede dem. De voksne passede på dem, som man passer på børn.
De gjorde ikke en kat fortræd og alle vidste det. Derfor fik de opmærksomhed og omsorg i det omfang, de kunne rumme det. Og plads. Plads til at være originale.
I dag ville de vel allesammen være en del af distriktspsykiatrien og måske er det godt nok, men der var poesi i et barndoms landskab, hvor originalerne trivedes og fik plads. Hvor mennesker havde tid og overskud til at rumme mennesker, som ikke nødvendigvis var som de fleste andre.
Min farfar kunne fortælle i timer om Jennerjahn. Han var tilsyneladende en af byens mest opfindsomme plattenslagere, som travede gaderne tynde med sin kuffert, hvor fra han solgte busplaner over nedlagte ruter og lodsedler, som havde været trukket én gang. “Helt rigtig i hovedet var han jo ikke…”, sluttede historierne altid med. Hvor har jeg dog grinet af de anekdoter.
Jennerjahn døde i 1965, så jeg husker ham ikke, men hans navn, det husker jeg, og han er en af originalerne, som er omtalt i bogen. Jeg glæder mig til at læse om ham, Blomster Henning, Professor Stærkstrøm og Reserve Jesus.
Sådan kan en søndag vel også bruges.
18 kommentarer
Bent Thougaard
23. september 2024 at 23:35Jeg husker også Jørgen. Han spurgte tit: giver du en smøg ? Sagde man ja, var man en kammerat, men sagde man nej, var man et dumt svin. Kan kunne godt være ubehagelig og grov.
Liselotte
21. juli 2008 at 08:41Lotte, jeg tror også bare, det var en historie – den om millionerne ;-)
Deborah, det er skidt, når mennesker ikke trives. Gør de det, må de gerne være skæve for min skyld :-)
Deborah
20. juli 2008 at 21:41Jeg husker historien fra min mor om en dame, der boede nede af deres vej. Hun stod vist kun op til Jul…. resten af året passede naboerne hende på skift og ved fælles hjælp.
Originaler er der masser af. Bare lige på min egen vej, har vi en. Han burde så været spærret inde efter min mening, for han skræmmer folk, og ofte må ordensmagten hidkaldes, fordi manden jo tydeligt har det skrækkeligt.
Men dem, der aldrig er kommet ind i systemet og som ikke er “syge nok” el. bare ikke vil hjælpes – de er der skam, også dem møder jeg da ofte…Nu bevæger jeg mig nok også i en sport (hestesporten), hvor de stortrives ;-) Og det er okay, men skidt når folk har det dårligt, og det er der dælme mange der har.
Lotte Andersen
20. juli 2008 at 20:22Kan godt huske blomster Henning tydligt, jeg husker ham som et dejlig menneske med et smil, han kom tit ind på gaden om natten, måske er det bare et myte om ham at han var millionær ;o)
Må vist også læse den bog en dag :)
Liselotte
20. juli 2008 at 19:31Hvor er det sjovt, at der er flere end mig, som husker nogle af byens originaler. Blomster Henning var et dejligt menneske. Fuld af smil og meget beleven.
Jennerjahn boede i Blækhuset og jeg vidste det godt, for min farfar har fortalt det så mange gange. Han (og hans mor) boede der vist ikke de sidste år. Jeg synes, farfar fortalte en historie om, at de blev smidt ud, fordi de levede så uhumsk, men måske jeg husker helt forkert. Det vil måske vise sig, når jeg får taget hul på bogen :-)
Ege & Bernd
20. juli 2008 at 18:30Hyggeligt, Liselotte.
Vidste du at Jennerjahn boede i “Blækhuset” på hjørnet af Frydendalsvej og Gl. Gugvej – altså lige neden for os? Desværre har huset mistet sin skorsten og dermed sit karakteristiske udseende samt en stor del af haven, der nu er vej. Han boede sammen med sin mor og historien fortæller, at de sov i samme seng indtil hun døde.
Hønsemor
20. juli 2008 at 18:25Jeg husker Jennerjahn’s råb “Intet vover, intet vinder” hans mor døde samme år jeg blev født 1943.
Blomster Henning stod mit hjerte nært, fra 1970 og frem til sin død, spiste Henning morgenmad i den Caf’e eller Resturante,
hvor jeg var hovedstyrer, men han var meget ond mod sig selv, de sidste åringer. Syntetisk lavet vin, har ingen godt af
Dengang var der plads til originaler
Glæd dig til Gorm Henrik Rasmussens bog
Jane B
20. juli 2008 at 17:59Hej Liselotte
Jeg følger med stor glæde, hvad der sker i din hverdag, selvom jeg ikke kender dig.
Især glæden ved naturen, ved dage uden dramatik og din strikke-entusiasme, som er ret overvældende. Tænk at være så aktiv hele tiden. Herligt.
Jeg husker Jennerjahn og hans mor, når de kom gående på gaden sammen. Og jeg husker fortællinger om Jennerjahns taktik, når han opkrævede penge hos folk, som skyldte. Han råbte ned til moderen, som måske stod 3 etager nede i gangen, at den og den ingen penge havde at betale med :-)
Det var ret effektivt, for skulle familien alligevel have penge hjemme, blev der sandelig betalt i en fart, inden alt for mange naboer hørte ham.
Så han blev brugt meget til at hente penge, har jeg fået fortalt af min far.
Blomster-Henning var et sødt og kærligt menneske, som var utrolig beleven, altid på farten med favnen fuld af blomsterbuketter, som han solgte på værtshuse til folk, som måske mente, at lillemor blev knap så vred, hvis hun fik en buket.
Det var hyggeligt at blive mindet om dem.
Et enkelt spørgsmål: Jeg blev lidt forvirret, da jeg klikkede på linket til “mine drenge”. Man kommer ind på et sted, hvor en person skriver en masse om psykisk vold og hvordan det ødelægger een ad åre????
Er det det korrekte link? Min kæde hoppede af.
venlige søndagshilsener
Jane
Liselotte
20. juli 2008 at 16:46MB, det er sandt, at der fandtes frygteligt mange fordomme blandt nogle mennesker dengang. Det gør der også i dag. Der var også mennesker, som var rummelige og kunne yde omsorg – også til de, som var lidt skæve. Sådan er det også i dag.
Jeg tror ikke, at tiden er så meget anderledes – eller mennesker for den sags skyld – der drilles, hånes og ses fortsat skævt til de, som ikke passer ind i kasserne, men i dag er de, som kaldtes originaler, bedre hjulpet til værdighed og tryghed, tror jeg. Det er godt.
Du har ret. Der er forskellige grænser for normal/original afhængig af øjnene, som ser. Vi har hver vores grænser. Livet er heldigvis fuld af farver, hvis man forstår at se dem :-)
MB
20. juli 2008 at 16:03Ja, vi/de er der derude. jeg kender dem, og bliver måske selv betegnet som en af dem, ligesom min bror gjorde. Jeg er glad for at man kan få den hjælp og beskyttelse man kan få i dag. jeg husker kun alt for tydeligt hvor “lovligt” det var at drille da jeg var barn. Når min bror og jeg legede i gården, blev de andre kaldt op, fordi vi var for mærkelige i mødrenes øjne. Vores forældre var handicappede, og min bror var hjerneskadet.
Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvem vi synes er anderledes og kan puttes ind i båsen original..grænsen er flydende. Min grænse er meget vid. og det bringer mig meget langt omkring i dag.
Fortsat god søndag, her hvor jeg bor skifter vejret hele tiden mellem regn og sol.
Liselotte
20. juli 2008 at 14:07Nej, de er der jo stadig. Bare på medicin og en anden form for omsorg og det er ikke skidt, Bambi. Det er ikke mit ærinde at romantisere fortiden, for jeg er slet ikke i tvivl om, at disse originaler i dag er langt bedre hjulpet. De gav bare kolorit og indsigt, da jeg mødte dem i barndommen :-)
Bambi72
20. juli 2008 at 13:47De flest er ikke forsvundet i dag…. De fleste har fået hjælp, til at få et lidt bedre liv..
Tro mig de findes stadig, men i dag er der ikke den samme slags accept af dem og derfor er de ikke så synlige mere….
Men de er der…
Stine
20. juli 2008 at 13:44Ikke to forfattere, tyve forfattere skulle der stå…
Stine
20. juli 2008 at 13:42Vi havde et litteraturprojekt på arbejdet for nogle år siden, Henrik Gorm Rasmussen var blandt de to forfattere og hold da op som han kunne fortælle. Bl.a. om Jennerjahn og Professor Stærkstrøm. Det var godt at blive mindet om sådan en regnvejrsdag, tak for det :)
Liselotte
20. juli 2008 at 13:38Hanne, enhver by har haft sin/sine originaler og det har været både godt og skidt, men der er alligevel – for mit vedkommende – noget vemodigt ved at tænke på, at de fleste er forsvundet ud af bybilledet i dag.
Liselotte
20. juli 2008 at 13:36Christian, de var en del af by-billedet dengang. De fleste er sikkert døde i dag, men jeg husker specielt Jørgen. Vi kaldte ham ikke andet end Jørgen, vi børn. Han stred sig gennem byen i en stabil og voldsom blanding af alkohol og aggression, mens han råbte vrede og nedgørende ting efter enhver, som uheldigvis fik øjenkontakt. Ham var vi bange for.
…og Blomster Henning. Ham gik der utallige historier om. Den mest vedholdende var, at han var blevet millionær af at sælge sine slatne buketter inde i Jomfru Ane Gade og havde begravet formuen under et stort træ ude i Kildeparken. Han var en hyggelig fætter og måske ligger hans millioner stadig ude under træet ;-)
…eller ham den tossede, med de stikkende øjne og dommedagsprofetierne, som han slyngede om sig, men spyttet stod til alle sider…
…eller…
I dag er de sikkert allesammen medicineret til stilhed. Mon ikke?
hannekludekone
20. juli 2008 at 13:31Ja, længe leve originalerne – som vi nok har sværere ved at finde i dag. I min barndom i Kerteminde var der rigtig mange af dem, ikke mindst blandt fiskerne, der havde deres helt egen sproglige dialekt, som jeg kunne tale, så mine forældre havde svært ved at forstå mig! Og Kerteminde var kendt for, at “alle” havde øgenavne, der var festligt!
Christian
20. juli 2008 at 13:28Hvor det dog bringer minder frem, ja.
Jeg husker selv med lige dele gru og nostalgi de mange originaler, der kendetegnede min tid som ung i Odense; Bus-Søren, Wienerbrødsbertha, Rysteper, Lis med kastagnetterne og evigt aggressive Jørgen Maler.
Jeg gad nok vide, hvor de er i dag — og dog, magien ville nok forsvinde en kende.