Kom an lørdag!

Morgenen har små øjeblikke af blå himmel og sol, men de varer ikke længe. Efter få øjeblikke driver skyer forbi og giver skygge og kølighed. Slet ikke sommermorgen, som de ellers kan være, men der er ikke mindre smukt udenfor af den grund.

Jeg er vågnet klokken 7. Det er tidligt i betragtning af alt det, som er gået forud, men jeg føler mig frisk og klar til dagen, der venter. Kaffen er brygget og jeg tager et krus og kameraet med ud, for at nyde de få solstrejf, som finder vej ned gennem skyerne. Måske fars bænk kan danne ramme om det første krus med varm kaffe og en smule mælk. Jeg starter på gårdspladsen for at fravriste stokroserne deres hemmeligheder, men de røber ingenting. Jeg kan stadig ikke se farven på de sidste blomster.

På turen ned gennem haven møder jeg en hare. Straks den ser mig, stikker den af i høj fart. Jeg forstår den godt. Jeg ser farlig ud med morgenhår og bare tæer.

Jeg finder solbærsalvien, som vokser støt og roligt. Den er ved at være kæmpestor og senere i dag, skal den vist ribbes og så skal der brygges en god kop te.

De røde blomster er så røde, så de næsten blænder. Sammen med lidt mynte, kan salvien sagtens give en skøn og forfriskende te. Der kunne blive brug for den slags senere.

Figenen når snart tagrenden. Frugterne mangler kun lidt sol, så kan de første høstes. De smager pragtfuldt, når de plukkes friske fra busken. Sol, hvor pokker er du henne?

Ikke i haven i hvert fald. Jeg kan mærke, at jeg mangler en trøje om de bare arme. Kaffen gør godt, men den er ikke tilstrækkeligt til, at jeg kan holde varmen. Jeg trækker indenfor. Her er lunt og godt og sådan en lørdag morgen kan sagtens nydes med kun en udsigt til haven.

Formiddagen skulle holde tør. Herefter skulle det gå hen og blive temmelig vådt. Tordenbyger venter forude, men torden… det kan jeg jo rigtigt godt lide, så kom an lørdag!