Solen skinnede til morgen. Det gør den fortsat, men der lufter og vinden er kølig, så jeg var udstyret med striktrøje, inden jeg tog kameraet med udenfor på den sædvanlige morgenrunde. Stille morgenvandring i haven med Oskar ved siden af, er ved at være en fast procedure og jeg elsker den tur. Der er naturligvis ikke sket noget som helst i den have, men sådan skal det jo netop være. Alt er godt.
Siddende nede på fars bænk med udsigt til stauderne, blev jeg klar over, at jeg stadig vegeterer efter Alexanders død. Jeg er inde i en udvikling, som gør hverdagene anderledes. Jeg handler anderledes. Jeg bruger min tid på en helt anden måde, end jeg gjorde tidligere. Jeg bruger en stor del af tiden på mig. Det er slet ikke så ringe og jeg trængte sådan, så det gør godt.
Der sker en masse indeni. Udenpå er det måske ikke så tydeligt, men jeg har krøller, der kilder i nakken, og det er den fysiske manifestation. Det lyder måske underligt, men sådan er det. Jeg plejer at være korthåret. Helt korthåret. Tjekket og med styr på tingene, for det er nødvendigt, når man er mor til et barn med de udfordringer Alexander var født til. Det korte hår gjorde mig stram. Det gav mig styrke og gjorde mig i stand til at håndtere og indeksere, fordele energi og handle. Det lange hår gør mig blid og mild. Det gør mig rodet og ustruktureret. Det gør mig til kvinde og ikke bare til en mor med tjek på tingene…
Jeg kan lide fornemmelsen af krøller, der kærtegner nakken. Jeg kan lide den feminine side, som får masser af plads nu. Jeg kan lide, at jeg kan give lidt slip. Jeg har ikke bestilt tid ved frisøren. Jeg kan vist lide mig. Det er sådan set en fantastisk start på en feriemandag :-)
18 kommentarer
Liselotte
15. juli 2008 at 00:57Lige præcis, Lea :-)
Lea Poulsen
15. juli 2008 at 00:14Det kræver mod at se ærligt på sig selv.
Lade det vi er, være det perfekte.
Og respektere at det vi var.
Ergo: jeg gjorde det bedste, ligesom jeg gør nu.
Liselotte
14. juli 2008 at 22:37Fisker, tak skal du have, men jeg føler mig nu ikke specielt klog ;-)
Krøllerne, både indeni og udenpå, ER jo mig… også. Hver ting til sin tid :-)
Anne- tak selv – jeg bliver så glad :-)
Anne Dyrholm Stange
14. juli 2008 at 20:12Herlige krøller på en livsklog og livsglad kvinde, som man ikke kan andet end at knuselske :-)
Du er fantastisk til at sætte ord på det, der rumler indeni, det gør dig godt og gør også os andre en smule klogere på livet, så tak…
fisker & fernández
14. juli 2008 at 18:02Jeg bliver noedt til at fortaelle dig, at dette indlaeg og det foregaaende, i mine oejne, er meget kloge indlaeg, som saetter nogle tanker i gang. Jeg kan kun sige tillykke med din mand, dine boern og ikke mindst tillykke med kroellerne. Jeg er sikker paa, at de altid har ligget der lige under overfladen og vaeret en del af dig. Maaske tidligere en mindre og dengang ikke saa vigtig del af dig. Men nu hvor de blomstrer saa er jeg er sikker paa, at de er lige saa meget dig :-)
Liselotte
14. juli 2008 at 17:20Jeg kan lide at give slip…
Jeg kan virkelig lide at give slip…
Jeg er i frit fald, men det føles rigtigt godt :-)
Kirsten W
14. juli 2008 at 16:24Kjäreste Liselotte, du er fantastisk.
Tina - omme i London
14. juli 2008 at 14:49Liselotte – jeg faar helt gaasehud af at laese denne post. Den er saa smuk og bloed som kroellerne i din nakke. Den tid du har til dig selv nu har du tjent igennem lang tids haardt slid. Slid du har gjort af dit gode hjerte, for baade din og din families vel, men slid under alle omstaendigheder. Jeg synes det er flot du forliger dig med forandringen og nyder den. Stort knus til dig ((((((((((((((((((Liselotte))))))))))))))))))))))
Hønsemor
14. juli 2008 at 14:39Jeg tror, at mange kvinder fra 40 – 50 år kan følge dig. Mens yngelplejen står på er der fart på. Kort hår, spidse albuer og løveklør man er DER for sin flok. Så bliver ungerne selvhjulpen og kan tage ansvar. Man bløder stille og rolig op og ud kommer en runder (i sindet) og mere feminin kvinde.
Du Liselotte, der har mistet Alexander, som var plejekrævende.
Oline, som også rykker enormt, du går jo også igennem forvanlingsstadiet. Jeg kan jo læse, at du byder det velkommer.
Liselotte
14. juli 2008 at 13:25Tak Lene – og i lige måde :-)
Lene
14. juli 2008 at 13:23og jeg kan lide dig, lige som du er :-)
Liselotte
14. juli 2008 at 13:10Jeg kan lide det, der sker. Jeg følger med… og det er en rar følelse :-)
rikke
14. juli 2008 at 12:52Længe leve det feminine og den gammeldaws kvinde med former, farver, stil og bløger i håret. Siger en rigtig tøsepige, der dyrker det feminine og nyder det maskuline der omslutter mig…Preben og Max
Hanne
14. juli 2008 at 12:44Åh ja, at kunne give slip og ikke styre så meget det er en kunst. At du har haft brug for styr på tingene er klart for enhver og at det tager tid at slippe og lade andre sider tage over tager tid.
Så tag den – den tid – det hele kommer når det skal.
Ella
14. juli 2008 at 11:40Vi snakker ofte om dine krøller, dit væsens mildhed, der “måske” sidder i krøllerne, og i længden på håret.
Dit liv med Alexander har givet dig et helt andet liv, end du ellers ville have fået – og det ved du og sætter pris på. Det er stærkt.
Selv om jeg kun har kendt dig i 3 år, er det som om jeg har kendt dig altid, fordi vores veje har krydset hinanden på forunderlig vis.
Jeg holder meget af dine bløde krøller, også når ansigtet krøller af den ene eller den anden grund. I aftes skal jeg da love for at der var krøl på.
Sole
14. juli 2008 at 11:27Kære Liselotte,
I denne tid lærer jeg så utroligt meget af såvel dig som Marianne (Shabby). Jeg lærer lidt om, hvordan det er at leve et liv med et handicappet barn. Jeg lærer en masse, som jeg ikke tidligere har skænket en tanke. Ikke af uvilje men af uvidenhed og ikke fordi jeg ikke har villet vide det, men fordi jeg ikke vidste, hvor meget mere jeg faktisk kunne vide.
Lyder lidt kringlet, men flere af dine og Mariannes indlæg på det sidste – og så lige dette – her har fået de små hår til at rejse sig på armene. De rejser sig af ”glæde”, af glæde over at få en indsigt i jeres liv. Af glæde over at læse om jeres enorme kærlighed til jeres børn. Og så din egen opdagelse af, hvordan dit liv langsomt forandrer sig, nu hvor du kan koncentrere dig mere om dig selv også.
Hvor er mennesket et forunderligt væsen, tænk hvor meget vi rummer i det daglige uden at tænke så meget over det. Og hvad der så kan ske, når ens liv pludselig ændrer sig radikalt. Det, der slog mig i dag, var din beskrivelse af det at ha’ krøller i nakken. Tidligere har du også fortalt, hvordan du føler dig meget feminin. Hold da op, hvor gi’r det mig stof til eftertanke. Jeg har ikke tilnærmelsesvis de udfordringer du har haft, men har stadig en hel del at kæmpe med, og du gi’r mig styrke og mod til at fortsætte. Jeg har altid glædet mig meget over de små ting i tilværelsen, og det er dem, der for mig ofte er med til at gi’ brændstof til resten af dagen. Sådan læser jeg også din blog, og det er så vidunderligt livsbekræftende at få lov til at læse med. 1000 tak for at du gi’r os lov til at følge dit liv og dine tanker. Ha’ en fantastisk dag – feriedag
Solvejg
hannekludekone
14. juli 2008 at 11:21Du har en fantastisk selvindsigt, Liselotte. Jeg har fulgt din blog fra før Alexander døde, og selv om jeg aldrig har kendt dit liv andet end fra bloggen, så kunne man jo godt fornemme, hvor svært det var. Men aldrig en beklagelse! (selvfølgelig), den udfordring tog du op og levede med, og man fornemmede klart, hvor højt du elskede Alexander, og hvor meget I havde sammen. Var Alexander født handikappet? Det har jeg sommetider tænkt på.
Det MÅ vel være sådan, at man udvikler sig – forandrer sig, både udadtil og indadtil, når noget så drastisk sker i ens liv, men det er flot, at du kan give udtryk for det.
Lige nu sker der ting i mit liv, som jeg skal takle, og måske når jeg også dertil, at jeg kan bruge den blog, jeg omsider har fået og er ved at lære at bruge. Men jeg synes, det er svært, hvor tæt man kan gå på sig selv i offentlighed. Det klarer du på en meget sober måde.
Helle K.
14. juli 2008 at 11:13Jeg kan også li’ dig ;)
Nu har jeg ikke kendt dig før – altså i tiden med Alexander, men jeg fornemmer – også igennem bloggen, den udvikling du selv beskriver. En blidere og mere altfavnende Liselotte.
God og dejlig dag til dig. :)