Jeg er den eneste, som er oppe endnu. Det varer ikke længe, for der skal pakkes og gøres rent, inden vi returnerer til Aalborg, men lige nu vil jeg bare nyde, at morgenstunden er stille.
Jeg har brygget en kande kaffe. Det er brændstof til rengøringen, som jeg starter om et øjeblik. Det tager ingen tid, så der er ingen grund til at vække resten af familien, før de SKAL i gang med at hjælpe. Inden får jeg tid til at konstatere, at regnen ikke er nået til Vorupør. Solen skinner og luften er frisk og dufter af hav og hybenroser.
Jeg kommer til at savne stedet her. Jeg vil savne stilheden, havet og fornemmelsen af elastisk tid, som har gjort dagene uendeligt lange. Jeg vil savne de daglige ture ved Vesterhavet og ikke mindst vil jeg savne, at vejret altid synes at være godt ved havet på en sommerdag. Vi har været heldige, synes jeg og så var der lige den rengøring…
Vi ses i Aalborg :-)
3 kommentarer
Liselotte
12. juli 2008 at 12:33Jo, det gør vi altså, Anne! Vi drømmer… og de drømme er dejlige og sikke vi kunne få det sjovt :-)
Astrid, vi er nået sikkert i hus herhjemme, så det gik fint. Elastisk tid er det bedste i verden :-)
Astrid
12. juli 2008 at 09:41Ind imellem sender du et udtryk på gaden, som rammer lige ned i noget, som jeg forstår umiddelbart. “Fornemmelsen af elastisk tid” er købt! Den skal jeg huske til, når vi holder sommerferie lidt senere på sommeren – for den må meget gerne være til stede! Dejlig ordbrug – god tur hjem! :)
Anne Dyrholm Stange
12. juli 2008 at 09:30Nyd nu kaffen godt og grundigt med store slurke af havluft til!
Det lyder som om, at i har haft en vidunderlig uge, det er dejligt :-)
Vi drømmer videre om det der pensionat ved havet, gør vi ikk’…