Nordeuropas Hawaii

– ja, det ligger jo lige henne og hjørnet, så en eftermiddagstur var oplagt, for vejret er skønt. Oline gad selvfølgelig ikke, for surferdrenge er ligegyldige i hendes univers, men moderen gad…

Klitmøller kaldes faktisk for Nordeuropas Hawaii, fordi der er optimale forhold for surfere og det kan ses, når man bevæger sig ned til stranden, for enden af hovedgaden. De er derude i hobetal.

Der var mange kitesurfere og jeg skal love for, at der er fart på, når de tager turen ned langs kysten. Det ser ud til at være enormt sjovt, men mit talent rækker vist ikke i den retning, så jeg havde det fint med at sidde på kanten og nøjes med at nyde synet.

Et øjeblik på stranden med næsen i solen var heller ikke helt tosset. Der er meget smukt heroppe. Lyset er, som det altid opleves ved havet, fantastisk og sol er der masser af. Ind imellem kommer en sky forbi, men den forsvinder hurtigt ud i horisonten, så jeg klager ikke.

Klitmøller er fin, men jeg fik konstateret, at jeg bedre kan lide Vorupør. Her er uspoleret og i Klitmøller fornemmer man, at byen lever af turister. Det gør man ikke her, hvor de muligvis lever af det samme, men ikke sådan lige lader byens attraktive pladser overmale med reklamer for dette eller hint, men pænt var der altså på udvalgte steder. Det skal understreges.

Nede mellem de små fiskerhuse sad en flok af de lokale. De fik sig en eftermiddagsøl, mens de falbød røgvarer til turisterne. De så ud til at hygge sig.

Byen er en underlig blanding af helårsbeboelse og sommerhuse i en pærevælling og sjovest var det lille, sortmalede og temmelig faldefærdige sommerhus, som lå lige midt i en samling nye, moderne og nybyggede huse. En smule malplaceret. Altså de nye huse… synes jeg.

Nu mangler jeg kun solnedgangen ved Vesterhavet. Den venter forude. Når den er set, skal der pakkes. I morgen smider vi bilerne i retning i Aalborg og tager hul på den sidste ferieuge, men denne her uge… den skal gentages en anden gang. Det er helt sikkert!

Vorupør er kravlet ind under huden, kan jeg mærke.