Jeg burde…

Jeg burde have tømmermænd i dag. Jeg burde også sove meget længere, end jeg tilsyneladende skal. Jeg burde vist i grunden så meget, men i stedet er jeg oppe, har været det længe og synes egentlig, at jeg er forbavsende frisk, men det gør havluft og sommer vist bare…

Vejret er sådan ubestemmeligt gråblåt uden nogen egentlig indikation på det, der venter. Det gør ingenting, for jeg tager imod uanset.

Det er vores sidste hele dag i Vorupør. I morgen er tingene pakket og vi er på vej retur mod Aalborg. Sådan må det vist bare være, men fik jeg lov til at bestemme, havde vi haft endnu en uge at gøre godt med. Jeg elsker at være her. Virkelig elsker! Her er stille og aldeles uspoleret og hjerte og sjæl kan følge med. Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i lang tid, at tage familien med herop. Her er plads til alle og i hvert vores tempo.

Jeg elsker, at ingen er forpligtet til noget som helst. At alle har ubegrænset mulighed for at foretage sig det, som de har lyst til i øjeblikket. Jeg elsker, at der er plads og rum til tanker, bøger, strikketøj og at sidde stille og glo ud i luften.

Jeg elsker mine tidlige morgener, hvor ingen andre er i nærheden af at stå op. De timer hvor alting er stille og jeg kan fordybe mig i ingenting og alting uden at skulle forholde mig til andet end… mig. De timer, hvor der er stille. Helt stille.

Jeg elsker, at dagene kan afsluttes med solnedgang på stranden. Tænk engang om man havde den mulighed hver eneste dag, men så ville det vel gå, som det er gået med onkel Kresten. Man ville ikke se det længere.

Jeg håber, at resten af familien har nydt det bare halvt så meget. Jeg kunne nemlig godt forestille mig mange flere ferier herude i Sønder Vorupør. Mange flere… og gerne snart.