Wittenbergplatz

Nogle gange er jeg i humør til passiv iagttagelse. Så behøver jeg ikke de store oplevelser, men finder dem i det små. Jeg kan sidde længe på café og bare iagttage. Lade mig underholde af en verden, som drejer, mens jeg sidder stille…

Det var der rig mulighed for på Wittenbergplatz, som lå lige ved siden af hotellet. Det torv blev en fast base, som bød os velkommen, når vi trængte til øjeblikke i en stol.

Der var altid liv på pladsen. Om morgenen var der mange, som snuppede en kop kaffe og en bid morgenmad og resten af dagen skiftede publikum med jævne mellemrum, mens byen langsomt drejede på tidens visere.

Den første aften skulle vi have noget at spise, så det var nærliggende at gå ned på torvet, for at fouragere. Der lå blandt andet en mexicansk restaurant. Det er noget hele familien kan lide, så der var ikke langt fra tanke til handling.

Vi fik skøn, stærk og krydret mad, som passede præcist i det hul i maven, vi havde. Uhm, som det var godt og bagefter var der kaffen… og god tid…

Om dagen bød pladsen på skygge, under smukke træer. Oline måtte naturligvis smage isen. Chokolade, vanille og ondt i maven, tror jeg den hed. Jeg drak Latte, mens vi ventede i skyggen. Uhm…

Der var også Loungen, som bød sig til med bløde sofaer, men alt for lidt skygge, var vi enige om. Vi foretrak at der var køligt, for varmen var til at føle på dernede.

Det var vi mange, der var enige om. Også ham her…

Han smed sko og strømper, gled ned i vandet ved springvandet og begyndte at danse en regndans. Først foregik det med åbne øjne, men snart havde han lukkede øjne, mens han dansede til en imaginær melodi.

Han var vældig underholdende, ligesom de danske drenge, der fandt vej til en af caféerne den sidste aften vi var dernede…

Sjældent har jeg moret mig så godt, som den times tid i umiddelbar nærhed af dem. Deres præferencer var der ikke meget tvivl om – de læspede en anelse, svingede håndled med imponerende erfaring og så var der lige solbrillen, som hele tiden kom i vejen for det kæmpemæssige ego, der sad på den ene af fyrene, den stakkel.

At iagttage…

Senere på aftenen kom skyerne. Himlen blev mørkere og mørkere, mens vi kunne se truslen om regn forude. Jeg syntes, det var skønt. Tidligere på dagen havde der været 33 grader i skyggen, så en tordenbyge eller to ville gøre godt, når vi senere skulle sove, men sådan skulle det ikke gå.

Vi tog afsked med Wittenbergplatz uden én eneste dråbe regn. Den kom først den morgen, vi forlod Berlin, men vi vender tilbage til både byen og pladsen med masser af liv. Det var skønt.