Morgenstunden

Solbærsalvien blomstrer. Røde blomster råber mod himlen og bierne, at de er til.

Dufte bølger om næsen, når man trækker derud, hvor alting står i fuldt flor. Jeg elsker sådan en morgen og jeg manglede den, da vi var i Berlin. Jeg kan lide, at være hjemme også.

At kunne slå dørene op til haven, er en stor luksus for mig. At være hjemme, i blomsterrige rammer og med et krus varmt kaffe i hånden, det giver altså ro i maven og en indre glæde, som er så utroligt meget værd for mig. Jeg elsker at sætte mig midt på havegangen og lave ingenting.

Jeg er tidligt oppe. Det er ikke noget problem at få lov til at lave ingenting. Resten af familien snuer til langt op ad formiddagen. Lad dem bare, for jeg hygger mig stille med at forberede eftermiddagens tur ud vestpå.

Ind imellem trækker jeg udenfor endnu en gang. To minutter på trægulvet på terrassen, et kig til slyngroserne, vasketøj på snoren og sådan er der hele tiden noget, som trækker mig ud i luften.

Jeg ved, at dette vist er den sidste rigtige sommerdag for en tid. Jeg skal til Vesterhavet, hvor der rusker godt og vel, når det regner, men jeg elsker det. Det gør ingenting, at der kommer lidt regn. Haven kan bruge det. Jeg kan sagtens bruge langsomme dage i et sommerhus, hvor der skal spilles, strikkes, læses og spises friskfangede fisk. Nå ja… og så laves ingenting. Det er jeg god til.