11

Hold masken!

Det er ikke sikkert, at jeg bliver videre populær, men jeg skulle lige prøve trøjen og den slags kræver fantasi og vovemod, så jeg sneg mig ind på Kenneths værksted. Jeg kunne nemlig huske, at han anvender tynd gummislange til sine eksperimenter. Jeg skulle bare lige bruge to små stykker…

Masker har det med at glide af pinden, når man skal prøve strikketrøjer. Det er rigtigt irriterende, så idéen var god nok, men at lokalisere noget som helst inde på det værksted er på det nærmeste umuligt.

Beviset fik vi forleden, da Kenneth fandt sin mobil nede på gulvet, under bordet. Den har været væk i otte måneder! Heldigvis lå gummislangen øverst på bordets overvældende mængde uigenkendelige smådele, så jeg tog saksen og stjal to små stykker.

Nu kan jeg prøve trøjen så ofte, som jeg har lyst. Maskerne bliver siddende, hvor de skal. Ha! Jeg er smart!

Du vil sikkert også kunne lide