Man kan da kun blive i godt humør, når sådan et syn er morgenudsigten. Selv de grå skyer slår ingen skår i glæden ved, at duften af jasmin er det første, der rammer næseborene.
Jasminen er en af de få ting, som blomstrede i haven her, da vi flyttede ind. Det var ikke havemennesker, som boede her, inden vi overtog. En græsplæne, som kunne slås og ingen bede, så var de glade. Jeg var knapt så glad, for mine forventninger var nogle helt andre, da jeg stod ude på gårdspladsen og for første gang skulle indenfor. En gammel landbohave…
Gudskelov var der jasminen. Jasminen, som er en af de få buske, som ikke beskæres. Jeg kan slet ikke få den stor nok, så nu rækker den helt ind i himlen og jeg elsker den. Om lidt må jeg overgive mig, for den trænger til beskæring, men denne sommer… åh, som den er overvældende smuk.
Den står på bagsiden af terrassen og sådan en sommermorgen, hvor der ikke er nogen generende varme, men strikketrøjer nok i skabet, er det vidunderligt at snuppe kruset med kaffe med ud under halvtaget og bare nyde, at være til.
Bare tæer på bænken. Duften af jasmin i næsen. Ferietid…
4 kommentarer
Liselotte
29. juni 2008 at 12:43Ja, det gør den, Marianne… og så tager jeg til Berlin ;-)
Marianne
29. juni 2008 at 12:35Og lige om lidt (et par dage) så kommer solen og gør det hele fuldendt :-)
Liselotte
29. juni 2008 at 12:31JJH, den duft er indbegrebet af sommer, synes jeg :-)
Sikke en historie med din eksaminant, men godt hun lykkedes alligevel :-)
JJH
29. juni 2008 at 12:27JASMIN!
Det er bare sådan en dejlig duft. Desværre er min nu helt afblomstret, men det var skønt mens det stod på.
Engang havde jeg en buket jasmin stående på eksamensbordet til en 10. klasses dansk afgangsprøve. Det skulle jeg aldrig have haft, for den fjerde af de søde elever klattede om på gulvet – duften var for voldsom og hun var meget nervøs. siden har jeg kun medbragt ikke-duftende buketter til afgangsprøver. (PS: hun blev klar igen og opnåede 11 tal)