Om lidt…

Det handler vel dybest set om balance. Om at finde den. Om at holde den. Om at leve med, at jeg taber den med mellemrum. Det er svært, synes jeg, men jeg øver mig hele tiden i at genfinde den tabte balance.

Jeg kender mig selv. Jeg kan sagtens genkende behovene. Jeg ved, hvad der er brug for.

Døden river op i de sår, som knapt er helet. Jeg ved godt, at vi går gennem livet i en konstant strøm af mennesker, som skaber spor i os. Jeg ved også godt, at vi ikke nødvendigvis mødes, for at følges hele livet. Jeg ved alt det, men det kræver altså tårer med mellemrum. Det trækker store veksler på mig, konstant at leve med den modpol livet har.

Når jeg ikke er i balance, får jeg brug for ro. At være mig. At være alene. Det er der plads til at være i min familie. Hvis der ikke var, kunne jeg ikke leve i den. Jeg skal have plads.

I dag fandt jeg pladsen ude på stien i haven. At sidde der, med knæene under hagen og bare sidde, lade tankerne flyde uden mål og tårerne komme, hvis de har lyst, det gør godt et øjeblik. Et øjeblik akkurat så langt, som et øjeblik skal være.

Det småregner en smule. Sommerregn, som lander blidt og blødt. Om lidt går livet videre.