Døden er en del af livet. Det ved jeg, om nogen…
I vores liv har været en prægtig kvinde. Lille, stærk som en okse og med en karismatisk evne til altid at tro på det bedste i alle de menneskelige relationer hun har haft. En kvinde, som i den grad gjorde en forskel for os. En kvinde, som helligede sit liv til nogle af samfundets svageste medborgere og derfor har gjort en stor forskel i utroligt mange liv. Hele hendes liv blev brugt til at gøre en forskel for andre.
Nu er hun ikke mere. Hun vandt så utroligt mange kampe, men tabte sin egen.
Øv, for en lortedag!
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
9 kommentarer
Deborah
27. juni 2008 at 17:31Ja sådan går det jo desværre ofte, at dem vi sætter mest pris på, skal tages fra os.
Det er hårdt….
Trøstende tanker til dig!
Irene
27. juni 2008 at 12:33Knus Pus!
Tina - omme i London
27. juni 2008 at 10:48Knus til dig ((((((((((((((((Liselotte))))))))))))))))))))
Ella
27. juni 2008 at 10:45Jeg så det godt, Liselotte og blev rigtig ked af det. – Jeg ved at hun har gjort en kæmpe indsats og forskel for de familier hun har mødt. Og jeg ved hvad hun har betydet for jer.
Det gør mig så ondt, at en ildsjæl og et kærligt menneske ikke er mere.
Liselotte
27. juni 2008 at 09:34Sådan er det, Lisbeth – og sådan skal det vel også være, men derfor kunne jeg nu godt have undværet…
Lisbeth Bula
27. juni 2008 at 09:25Det var sørgelig å starte ferien slik.Livet gir det det gir uten å spørre oss om når og hvordan. og hvem!
Liselotte
27. juni 2008 at 07:40Ja, det er var en dum start… øv
Heidi
27. juni 2008 at 07:39Det gør mig ondt for jer, Liselotte. Døden sætter livet i perspektiv.
Min egen morfar på 86 ligger indlagt med blodprop i hjernen. Jeg tvivler på, at han bliver her, men det er anderledes, synes jeg, når man når den alder. Så bliver døden jo et ufravigeligt faktum.
Vær kærlig overfor dig selv i dag.
Tine
27. juni 2008 at 07:28Det gør ondt rigtigt ondt.
Det ved jeg, jeg har selv lige mistet en rigtigt god veninde igennem næsten tyve år og et hele vejen igennem dejligt menneske.
Det var en dum start på denne weekend.
Knus Tine.