19

Først skal den tørre

Trøjen er vasket og lagt til tørre. Jeg starter sent i dag på arbejde, så der tid til den slags sysler.

Jeg kan lide korte, brede strikketrøjer, så denne her ligner noget, som nok skal ende vellykket. Den er lagt til tørre på gulvet her bagved mig og jeg er sikker på, at den kunne ende, som en af yndlingene, når den først er tør. Der er sving i den :-)

Idéen med at strikke oppefra og ned er, at alt er muligt. I stedet for begrænsninger, folder mulighederne sig ud, efterhånden som man bevæger sig ned gennem strikken. Bærestykket er med raglan, som er min absolutte topfavorit, når det kommer til strik. Sammen med det runde bærestykke, som Liselotte har, er den ikke alene klædelig til strik, fordi den er knapt så bastant, men den sidder også væsentligt pænere, end så mange andre løsninger.

Når først bærestykket er på plads, kan alt det sjove begynde. Trøjen kan nu blive smal, bred, paraplyformet, kort eller lang afhængig af lyst og humør. Denne her er med en lille udtagning lige efter bærestykket, så den får det “sving” jeg efterlyste, men jeg kunne have valgt at udelade udtagningerne og bare være fortsat lige ned, så trøjen var blevet smallere. Jeg kunne have afsluttet trøjen med takker, en spids bagpå eller noget helt tredje, men nu havde jeg jo allerede en idé i denne omgang.

Ærmerne strikkes også oppefra og ned. Maskerne til ærmerne sættes på en hviletråd, mens trøjens “skørt” strikkes og samles efterfølgende op. Nu kan det sjove begynde her også og jeg havde mine tvivl omkring udformningen af ærmerne, men endte op med et kort ærme med samme mønsterrapport, som jeg har valgt til “skørtet”.

I stedet for at strikke knaphuller i trøjen, har jeg valgt at hækle en kant omkring forstykkerne. Retriller har det med at strække sig, så en forkant i ret, skal næsten fikseres med en omgang fastmasker efter min mening. De hæklede knapper passer som fod i hose.

Da jeg prøvede trøjen i går aftes, så den helt igennem vellykket ud, men nu er den vasket, har ændret facon og er blevet blødere, så det bliver spændende at teste holdbarheden senere, når den endelig er tør.

Du vil sikkert også kunne lide