10

Mellemtimeturist

Jeg kommer vidt omkring i den nordlige del af Danmark. Det er en del af mit job at køre kilometer efter kilometer, men jeg elsker det. Jeg kan lide at køre. Jeg kan lide, at være mig selv og tænke tanker, så det passer mig vældig fint med de lange ture.

Ind imellem falder tingene sådan ud, at jeg får lange mellemtimer og normalt gør det intet, men ind imellem ender jeg med pauser, som kan synes helt umulige at bruge til noget som helst. Mellemtimer på steder, som jeg slet ikke er kendt med.

Om sommeren gør det ingenting. Om sommeren er der altid muligheden for at trække ud i naturen og nyde den, hvis vejret ellers er til det. Der er chancen for at lære et lille stykke Danmark bedre at kende. Det benytter jeg mig så af.

På tordag er en af de dage, hvor jeg skal være opfindsom. Tre timer på nordsiden af Mors skal have ben at gå på. Jeg er færdig et sted klokken 16 og skal først indfinde mig det næste sted klokken 19. At køre hjem er helt umuligt, så tiden skal gå med noget.

Jeg synes, at Thy og Mors er smukke steder, så er vejret med mig, kan jeg sikkert finde et lunt hjørne ude ved Feggesund, som vil byde mig velkommen. Så vil jeg sidde og kigge ud over vandet. Lave ingenting og bare glæde mig over, at jeg er til, for selvfølgelig regner det ikke. Selvfølgelig gør det ikke det.

Du vil sikkert også kunne lide