Ind imellem går det alt for stærkt for mig. Jeg er alt for distræt, selvom det er hvad jeg plejer at beskylde andre medlemmer af familien for at være. Jeg skulle ikke til “verdens ende” i dag, men kun halvvejs. Godt jeg opdagede det i tide…
På farten nåede jeg lige at konstatere, at køerne bor pænt ude ved Sebber.
Det var inden jeg passerede Aggersundbroen og kunne mærke, at jeg snart gik sukkerkold. Da jeg nåede Vejlerne, var jeg ved at være desperat, men jeg vidste, at jeg ville ankomme til Vesløs Brugs indenfor ganske få minutter.
Jeg drømte om kiks. Ikke almindelige, tørre kiks, men Digestive med mørk chokolade. Hvis de ikke havde dem i Brugsen, måtte de se af at skaffe dem, for jeg TRÆNGTE…
En kvart omgang i rundkørslen senere, parkerede jeg foran Brugsen. Regnen slog ind over landet, men er man desperat, er man desperat. Inden jeg nåede ud af bilen, parkerede en MONSTERSTOR bil ved siden af og spørg mig ikke hvordan, men jeg VIDSTE bare, at det var Steen, så jeg steg ud af bilen, vendte mig mod manden og sagde, omtrent inden jeg havde set, om jeg havde ret, “Hej Steen”.
Jeg havde ret! Det var Steen! Verdens største kram måtte han have og man kan have så mange forestillinger om mennesker, man synes man kender, men slet ikke kender alligevel, men Steen. Ja, han er Steen og det er godt. Virkelig godt.
Jeg glemte kiksene til fordel for nogle minutter på parkeringspladsen i noget der lignede en veritabel syndflod (måske overdriver jeg lidt, men ikke meget). Hvor er jeg GLAD for, at jeg besluttede mig for kiks. Tænk engang, at vi har talt om at skulle mødes så mange gange og så gør det tilfældigt på en torsdag foran Brugsen i Vesløs. Sikke en skøn overraskelse :-)
9 kommentarer
Anita
20. juni 2008 at 08:32Jeg kunne ellers godt se mig selv herude :-)
Den gamle moccapige-mail fungerer såmænd stadig, men al post derfra blir’ gelejdet over til den email, jeg fik kastet ind her igår. Så er det vist lidt nemmere at bruge den fremover ;-)
Liselotte
19. juni 2008 at 21:18Hov, du er da begyndt at anvende en ny e-mail, så du gemte dig i maskinhuset, Anita… :-)
Liselotte
19. juni 2008 at 21:15Hej Carsten, jeg er glad for, at Steen har en skrantende ven i dag, men ellers vil jeg da absolut ønske god bedring :-)
Lupo’en eller Sparegrisen, som den er døbt, er jeg i gang med at opdrage. Det går faktisk overordenligt godt, så vi skal nok blive gode venner.Kiksene er med dejlig, mørk chokolade, så de går fint an til en kop aftenkaffe, tør jeg godt røbe ;-)
Carsten
19. juni 2008 at 20:38Hej Liselotte og hvem der ellers skriver på denne fine hjemmeside.
Tænk en gang at alt dette er sket blot fordi Steen skulle køre hans lidt skrantne ven hjem… Jeg er stolt!
Glæder mig at du kører Lupo, men pas på med kiksene… Det skal i hvertfald være en ordentlig chokolade der er lagt på dem!
Liselotte
19. juni 2008 at 20:06Steen, det var bare den fedeste oplevelse længe, det er jeg nødt til at sige. Den skal gentages, men næste gang kunne jeg godt tænke mig lidt tørvejr… og kiksene… jeg havde en rulle hjemme i skabet ;-)
Ella, det var da UTROLIGT, synes jeg. Der blev snakket… lige der foran Brugs og naboer og landevej og regn og hvad har vi :-)
Lene, du har helt ret. Verden er lille, når vi kan ramme Vesløs centrum (he he) på akkurat samme tid, Steen og jeg. Blogverdenen beriger. Det gør den altså :-)
Lene
19. juni 2008 at 19:55verdenen er lille, Liselotte og blogverdenen er med til at få os vidt omkring.
Ella
19. juni 2008 at 19:10Jamen der er en fantastisk oplevelse – alle de gange I har snakket om at snakke og så lige foran brugsen, ude på min fars hjemegn :-)
Steen Brølling
19. juni 2008 at 18:49Ja tilfældigheder kan ofte vise sig fra den gode side.
Lisså’ vidt som du var klar over hvem der kørte rundt i dender MONSTERSTORE bil, var jeg fakltisk klar over at den lille sparegris der holdt ved siden af mig, og kunne stå på ladet af min bil, var din. Pudsigt egentlig. Nok fordi der ikke kører ret mange Lupoer i deher egne. Og du blev også straks genkendt :)
Skidehyggeligt var det, og det viser igen at det kan betale sig at bevæge sig hjemmefra engang imellem. Surt at du ikke fik dine kiks, men du har da overlevet og er kommet hele den lange vej hjem igen.
Vi ses!
Anita
19. juni 2008 at 18:31Lige netop Steen er jeg slet ikke i tvivl om, at man kan have andet end en god fornemmelse af. Som vel at mærke holder stik med virkeligheden.
Du var dælme heldig med det knus!