Vi undværer Kenneth meget lige nu. Han kører langt og ligger meget på de danske motor- og landeveje. Jeg gør det samme hver evig eneste dag, men forskellen er, at jeg ikke kan holde ud, når han er derude. Jeg vil have ham herhjemme. Lige her, hvor jeg ved, at der er fred og ingen fare.
Nu er han endelig hjemme igen. Det gjorde godt, for jeg er ikke rolig, før jeg ved, at han er sikkert i hus. Oline synes bare, at lakridsen fra Tyskland var værd at vente på. Gid man var så pragmatisk anlagt.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
7 kommentarer
Lone
15. september 2008 at 15:59Jeg har det også fuldstændigt på samme måde, som du beskriver. Er jeg med i bilen, er det ok … og så kan jeg jo ikke ringe til ham (min mand), hvis han ikke har sat mobilen til.
Han skal rejse til Jylland i morgen med bilen og er væk en uges tid, jeg er meget nervøs over det. Sidder og venter på at tlf. er åben, så jeg kan ringe.
Deborah
19. juni 2008 at 07:49Det er okay at være tyndhudet, og så skal man selvfølgelig helst have sin elskede hos sig. Helt naturligt!
Men ellers er det generelt noget skidt, og gå og forpeste sin tid med angst for dette og hint, men det er ikke altid sådan at styre, det ved jeg godt!
Liselotte
19. juni 2008 at 07:31Kenneth er forlængst hjemme igen. Så har jeg ro indeni, for jeg er stadig tyndhudet og det mærkes på de dage, hvor Kenneth er væk :-)
Anne, Mandagspigen
19. juni 2008 at 07:20Her er det absolut også bedst, når alle er hjemme…så jeg tror jeg ved, hvordan du har det inden i ….
og Lene…København…basis for blogmøde?…når du nu alligevel skal besøge “den ene” ? :-)
Lene
19. juni 2008 at 00:20Håber at Kenneth er hjemme nu. Og ja her er det de unge mennesker, som jeg har det bedst med at de er i sikker havn ;-) og nu flytter den ene til københavn, hvad ligner det? Og Haderslev? det er da langt væk ;-)
Ella
18. juni 2008 at 23:29Katastrofeangsten er ikke sådan at få bugt med, Liselotte – jeg kender det alt for godt, og der skal stor overvindelse til at “lade som ingenting” – og lade dem køre ud i verden. De skulle bindes hjemme – også selvom vi ved, at der kan ske katastrofer i hjemmet…
Stine
18. juni 2008 at 23:12Jeg har det på nøjagtig samme måde. Er jeg med i bilen er det helt okay, sidder jeg hjemme og venter er jeg bekymret – men kører jeg selv er jeg ikke. Jeg har opgivet at finde logikken bag det…