9

Anderledes arbejdsdag

Det danske sommerland har dannet baggrundskulisse for hele min arbejdsdag, som er foregået udendørs fra tidligt i morges og indtil for et øjeblik siden. Jeg har fået frisk luft og røde kinder, kan jeg se.

Jeg har været vidt omkring i det nordjyske sommerland. Jeg har hørt masser af gode historier og været i ualmindelig godt selskab hele dagen, så det, som egentlig er en arbejdsdag, har lige så meget været en fornøjelse. Jeg elsker sådan nogle dage, som minder mig om, hvorfor jeg holder så meget af arbejdet som tolk. Jeg kommer vidt omkring.

Nede ved Vesterhavet blæste det så meget, at jeg ikke så én eneste frisk havbader, men jeg ved tilfældigvis, at der kommer et par stykker senere i aften. Jeg tog hjem, inden jeg fik lejlighed til at se dem hoppe i den bølge, som nok skal køle dem ned til omkring forkølelsesgrænsen.

Sommerlandet er kønt lige nu, så det har nok været en lang arbejdsdag, men den er foregået i de fineste omgivelser, man kan ønske sig og på den måde kan en lang arbejdsdag alligevel blive en af dem, man synes har været helt igennem fantastisk.

Nu er jeg brugt for i dag. Energien er for nedadgående og jeg kan godt mærke, at vækkeuret ringede allerede klokken 5.15. Det er tidligt for mig. Der er varm kaffe på kanden. En kop skal gøre godt, tror jeg.

Du vil sikkert også kunne lide