Det lille Land på Fur

Fur Museum har i tilknytning til museumsbygningen en udstilling af livet, som det tegnede sig for fiskere og bønder for årtier tilbage. Udstillingen er placeret på en gård ved siden af museet og den sjove historie er, at denne gård – og her kunne jeg fristes til at sige naturligvis – har tilhørt Irene og Tinas familie, så da mor og jeg besluttede, at vi gerne ville over at se den, var Tina ikke sen til at springe på idéen.

Vi mødtes først af en udstilling af gamle redskaber, som stod i laden. Vi kunne genkende mange af dem.

Fiskere har jeg aldrig kendt, men mine rødder stammer fra landet, så mange af de redskaber, som var knyttet til et liv ved og af jorden, kunne jeg genkende.

Der var eksempelvis den gamle vaskemaskine, som kunne skabe røre i en stak lagner, når man trak håndtaget frem og tilbage i tålmodig venten på, at skidtet skulle forlade det snavsede linned. Jeg har betjent sådan en. Min farmor og farfar boede i en årrække på et lille husmandssted på Ørum Sønderhede, helt derude, hvor kragerne vendte og på solskinsdage blev vaskemaskinen slæbt ud på gårdspladsen og så blev der kogt vand, som hældtes i trækarret og så var det bare i gang med at slå tøjet rent. Imens stod gruekedlen lige indenfor døren, hvor den blev fodret med brænde alt imens endnu flere klude flød i sæbevand, som skulle gøre hvidt. Jeg kan godt huske de vaskedage. De var en fest, for der blev serveret sigtebrød med smør og puddersukker til frokost, som tak for indsatsen.

Der var fiskerliv i forskellige udgaver. I laden var blandt andet denne smukke fiskerbåd. Tina kunne fortælle, at det er en sjægt.

Båden er helt unik for området, men hvad det er, som gør den helt speciel, kunne vi ikke rigtigt finde ud af. Måske sejlet, som formentlig skal skrues specielt sammen, hvis man skal have rigtig gavn af vinden på fjorden. I bunden af båden lå fiskenet. “Som de dog kunne knytte, de mænd” var Tinas kommentar og jeg er enig. Der er fiskere, som kan lave net, hvor maskerne ligger så sirligt og ens, at man ikke ser forskel på deres net og et industrifremstillet og sikke en fart, de kan have på.

Efter laden trådte vi ud på gårdspladsen. Den var ikke stor, men det var her dyrene blev vandet. Der var skruet kroge i muren, så heste og evt. kvæg kunne stå bundet, mens de drak.

Kræhuset ligger til venstre på billedet. Her boede hesten, som oftest kun var én af slagsen. Hesten var gårdens arbejdshest. Den, som trak markredskaberne.

Herude stod også huggeblokken, som lagde plads til mere end én hønsehals i tidens løb og lige bag laden var dasset. Udsigt til folk og fæ var der og koldt om måsen på en vinterdag, når vinden føg ind over øen.

Tina kunne nu fortælle, at hendes familie havde haft indendørs toilet installeret, da hun kom der, så lidt forbedringer havde der da været plads til.

Fra gårdspladsen trådte man ind i grovkøkkenet. Det var omtrent som at træde ind i barndommens land, for jeg tror i grunden, at den slags husmandssteder er bygget over samme læst. Herinde var gruekedlen, hønsestigen til førstesalen, som hos mine bedsteforældre blev udnyttet til et værelse, som Annemette og jeg boede i, når vi var deroppe og indgangen til køkkenet.

Alle redskaberne skabte genklang hos os alle. Et gammelt vaskebrædt, vaskebænken, det gamle zinkbadekar o.s.v. Der var ting derinde, som jeg måtte have forklaringer på, men det var utroligt at opleve, at langt de fleste redskaber var nogle, som også jeg har set anvendt i praksis.

I køkkenet stod det gamle brændekomfur. Jeg kan huske, når man stod op på en vintermorgen og skyndte sig ned af hønsestigen, over bryggersets kolde stengulv og ind i køkkenet, hvor farmor allerede havde gang i brændekomfuret, som spredte en skøn varme. Så var de bedste pladser om bordet dem, som stødte op til komfuret. Ryggen blev varm, mens man spiste sigtebrød med smør og jordbærmarmelade fra farmors fadebur.

Sådan et var der naturligvis også her…

Det var en rigtig sjov følelse, at gå gennem rummene og genkende dem, uden nogensinde at have været der. Huset var måske en anelse anderledes indrettet, men ikke mere, end det hele var til at genkende.

Fra køkkenet var der adgang til den fine stue. Sådan én havde man nemlig også. Derinde blev gæsterne placeret med det fine kaffestel og kagen, som naturligvis var hjemmebagt.

Hos farmor og farfar var der ikke en “fin” stue, men sjovt nok opholdt vi os sjældent i stuen. Kun når mor og far enten afleverede eller hentede os, var vi i stuen. Farfar var derinde, for at se nyhederne, men ellers foregik alt ude ved spisebordet i køkkenet, hvor brændekomfuret varmede og farmor altid var i gang med enten at bage eller sylte.

Køkkenet var husets hjerte og herfra var der adgang til soveværelset, så på rigtigt kolde vinteraftener blev døren ind til soveværelset åbnet på klem sidst på aftenen, så varmen kunne trænge indenfor. De aftener vidste vi, at det ikke gjorde noget, hvis vi kom snigende i løbet af natten. Så fik vi en plads under de store, tunge dyner, hvor der var både hjerte- og husrum.

I kammeret var der ulddyner. Gamle bolstre, som var vævet i grov, stikkende og kradsende uld. Hos mine bedsteforældre var der puder, som var iklædt denne kradsuld, men sengetøj i det blødeste bomuld havde vi altså heldigvis, for dette her har ikke været behageligt at ligge i. Godt de havde knælange natskjorter, som kunne dække det meste af den krop, som skulle ligge under dette her.

Vi havde en herlig oplevelse ved at gå over museumsgården og bruge tid på at genopleve ting, som vi vel egentlig allerede havde glemt og vi blev klar over, at dette her kun var en lille bid af de oplevelser, som ligger og venter på Fur. Det er absolut ikke sidste gang, jeg har været på den smukke ø.

Jeg pønser på en ferie på øen. Jeg håber, at jeg kan lokke Kenneth og Oline til en uges tid dernede. Den vil knapt række til at opleve det hele, for Fur er spækket med smukke naturoplevelser, landskaber, som er helt igennem fantastiske og ikke mindst mennesker, som er hjertevarme og imødekommende. Kan jeg ikke lokke med det, ved jeg, at Bryghus og geologi er noget, som taler til henholdsvis den ene og den anden. Jeg vil gøre mig ihærdige anstrengelser, for lige nu kan jeg ikke forestille mig noget skønnere, end god tid på og til Fur.