På Fur er selv ukrudt noget, man kan smykke sig med. Jeg husker ikke navnet, men noget med “blære” var det i hvert fald og jeg husker tydeligt udtrykket i kvindernes ansigt, da de synkront huskede, hvordan fornemmelsen af at sprænge blærerne føltes.
Barndomserindringer er, når de er gode, den bedste aldersudvisker der findes.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
4 kommentarer
Liselotte
15. juni 2008 at 10:28Det var det, Helle. Fur er fantastisk og de mennesker, vi mødte, er så hjertevarme og åbne, at man er varm helt ind i sjælen bagefter :-)
Helle K.
15. juni 2008 at 10:21Det lyder som en fantastisk dag. :)
Liselotte
14. juni 2008 at 23:41Tak Sifka :-)
Sifka
14. juni 2008 at 22:27Det er en almindelig blæresmælde:)