Omskifteligheden selv

Ind imellem skinner solen fra en himmel, som er klart blå. I løbet af ganske få minutter forvandles det hele til sort mørke og regnen står ned med et raseri, jeg ikke har set længe, men det giver pote, for nu er jorden våd og planterne ligner allerede nogen, som er tilfredse med tingenes tilstand.

Salvien blomstrer. Det har den gjort længe, men bierne, som før var optaget af de smukke valmuer, har pludselig fået øjnene op for blomsterne. I opholdsvejr er der en livlig summen i og omkring den søde salvie.

Det er svært at få billeder af bierne, for de flyver fra blomst til blomst i et tempo, som er svært at stille op til, når man er mig og en smule langsomt på alle leder og kanter.

Det lykkes alligevel med nogle enkelte billeder og mens jeg sidder stille på havegangen, mærker jeg tydeligt, at vandet gør en forskel. Krydderurterne frigiver dufte, så det bliver et regulært sansebombardement at være så tæt på. Det hele dufter dejligt, men specielt holder jeg jo af lavendlen, som blandt andet står lige bag denne gruppe salvie.

Man kan lige så godt tage sig tiden, tænker jeg, mens jeg sidder midt på havegangen. Jeg kan alligevel ikke færdes i højt tempo og da solen pludselig bryder gennem skyerne, bliver der øjeblikkelig varmt og jeg lægger mig ned på stien med næsen op i himlen.

Tre minutter bliver det til, inden der igen er overskyet og en byge i sigte. Jeg beslutter at gå indenfor. Regnen er vist ikke overstået for denne gang, så tag er at foretrække og pludselig begynder det at dryppe…

Jeg elsker vejr, som det i dag. Ind og ud. Der dufter helt vidunderligt ude og inde er der tørvejr og strikketøj. Snak lige om at hygge sig…