Lavendelhækken

I disse dage springer lavendelhækken ud og hvert eneste år, når det sker, er jeg glad helt ned i storetæerne, for den lavendelhæk er ikke alene smuk og dekorativ, men den dufter også af sol, sommer og ikke mindst Provence, som jeg elsker.

Pludselig forvandles gårdpladsen og lilla skyer indtager pladsen foran længerne.

Årets lavendelhæk er ikke den smukkeste hæk, jeg har haft. Den er lidt skamskudt på sine steder, for plantern dør og nye skal til. Altsammen noget, som kan ses, når man kigger ud over landskabet af lilla. Det giver dog ingen skår i min glæde ved hækken. Jeg elsker den og jeg elsker, at den dufter i lang tid fremover.

Når jeg åbner vinduerne ud mod gårdspladsen, strømmer duften af lavendel ind gennem vinduerne.

Om aftenen, når duggen falder, aktiveres olien og duften bliver helt fantastisk.

Jeg er ikke den eneste, som elsker hækken. Sommerfugle og bier flokkes om den lige om et øjeblik, men de har endnu ikke fundet den for alvor og måske blæser det i virkeligheden for meget i dag, til de gider prøve.

Ind imellem de lilla lavendler finder jeg fortsat spor af de mange ikke-lilla planter, som i årenes løb er havnet i hækken. Det har været en fejl, for idéen var, at det skulle være en traditionel lilla lavendelhæk, som skulle stå langs gårdens længer.

En hvid sniger sig op gennem stenene og danner fin kontrast. Den er stædig og vedholdende, for jeg har for længe siden fjernet moderplanten. Med sådan en livsvilje får den lov til at blive.

Ind imellem sætter lavendlerne selv nye planter mellem stenene. Mindst én gang om sommeren tager jeg en runde, hvor jeg indsamler de småplanter, jeg finder, hvis de ikke står praktisk allerede. De flyttes ind i haven, hvor de får lov til at vokse sig store, inden jeg måske igen sætter dem ud i hækken. Sådan kan den vedligeholdes uden de store udgifter og jeg kan lide tanken om, at det de samme lavendler, som supplerer sig selv hele tiden. Uhm, som der dog dufter derude :-)