Nyt vejr

Der er kommet andre boller på suppen. Himlen skifter mellem blåt, hvidt og gråt og med en imponerende hast. Det har lige regnet for et øjeblik siden. Ikke noget der batter, men der sidder dog stadig dråber på vinduernes glas.

Udenfor blæser det voldsomt. Ind imellem ligner det mere en efterårsstorm end juni og sommer, men ville det bare regne lidt, klager jeg ikke. Så lad os få det væde, som alle planterne længes så grundigt efter.

Overalt i Nordjylland er der advarsler om brandfare, så snart man bevæger sig rundt i naturen. Alt er så tørt, at en enkelt gnist kan koste dyrebare landskaber, så det ville gøre godt med regnen. Selv mosset, som ellers er verdensmester i at holde på fugt, falder fra hinanden, når man rører ved det.

Vi er tørkeramte. Det betyder ikke noget i min lille verden, men i et større perspektiv kan det betyde forskellen på overlevelse eller ikke, for nogle af de landmænd, som længselsfuldt spejder efter regnen og det kan betyde storbrande, som koster smukke landskaber, som vil være år om at genetableres. Jeg elsker den tørre, varme sommer, men jeg kan godt leve med, at der kommer regn i passende mængder, så giv bare los.

Nede i staudebedet troner noget, som jeg tror må blive de allersidste valmuer for i år. Bierne sværmer i og omkring valmuerne og jeg synes det er morsomt at iagttage dem, når de skal lande og får sidevind. De er habile piloter. Jeg er imponeret.

Også stauderne kunne bruge regn i nogle dage, men udsigterne lover bestemt ikke meget regn. En smule kan det blive til. Vi må tage til takke.

De fleste krydderurter er ligeglade. De trives i en jord, som er omtrent uden næring og ingen regn ser heller ikke ud til at genere dem synderligt. Det er kun enkelte af planterne, som synes regn er ved at være en mangelvare og derfor er begyndt at hænge lidt med næbbet. Urter kommer vi ikke til at mangle.

Oskar er selvfølgelig med mig ude i haven. Vi svinger en tur op omkring gårdspladsen, for jeg venter jo længselsfuldt på de første stokroser, så deres udvikling følges nøje. Der er snart gevinst og jeg er så spændt på farven. Intet kan jeg ane endnu…

Mens jeg står og er optaget af stokroserne, spadserer en kat pludselig over vejen. Det ser Oskar og pludselig er han både døv og blind. Han stikker af i retning af katten og jeg kan intet gøre. Jeg har alt for ondt til overhovedet at begynde at overveje, at forsøge at løbe ham op. Jeg lader ham…

Efter ganske få minutter er han tilbage. Der er ingen skade sket. Han ved, hvor han hører til og han har opgivet videre forfølgelse. Pyha, sukker jeg lettet.

Han bliver smidt indenfor, mens jeg bruger et sidste øjeblik til at beundre den første rose på Klatrerosen Uden Navn. Den stod her, da vi flyttede ind. Vi skiftevis hader og elsker den.

Når den blomstrer blander duften af roser sig med duften af lavendler og alt er fryd og gammen, men i samme øjeblik som den er afblomstret, begynder vi at bande den langt væk. Den har de væmmeligste torne og de længste skud, som griber fat i alting. Den er ondskaben selv, når den ikke lige pynter. Så kan den nemlig tilgives næsten hvad som helst. Den er fredet lige nu, men så…