4

Dronning i forfald og ro i maven

Solen skinner smukt denne søndag. Udenfor er der lunt og dejligt. I dag lufter det, så der er til at holde ud at være derude. Lige tilpas for en som mig, men det er tydeligt, at der er sket et skift i løbet af natten. Luften er fortsat lun, men parasollen skal spændes fast, hvis den skal slås op.

Dronningebusken smider blomster allerede. Den holder alt for kort og allerede nu drysser kronblade ned på det, som engang var en græsplæne. Lige nu er det en gul, tør samling strå, men tre dråber vand vil forvandle den til saftigtgrønt fodglæde, så jeg er ikke det mindste bekymret. Græs er frygteligt sejlivet.

Jeg vil udenfor. Jeg vil nyde haven i dag. Lidt vasketøj kan det blive til, men så er resten helliget en søndag med stille afslapning og hæklerier. I solen. Lige der, hvor man samler energi og vitaminer.

Krydderurterne blomstrer. Bedet er utrolig smukt lige nu. Vi lader de fleste blomstre, for der er så rigeligt med urter, så det ikke gør det mindste, at nogle af dem bruger kræfter på at pynte. I fuglebadet slås de stadig om pladsen, men jeg lader dem. De finder vel en løsning.

Oppe hos mor er der fred og ingen fare. Morgenen starter for øjeblikket med en sms med en forespørgsel til hendes velbefindende. Indtil der er svaret, holder jeg vejret, men vi er heldige, for hun har det faktisk rigtigt godt. Så kan jeg finde roen og slappe af. Det er det, jeg nu vil gøre.

Du vil sikkert også kunne lide