14

Lidt ro igen

Så fik vi endelig mor hjem. Hun er måske en anelse træt, men ikke om hun bukker under for den slags, så ind imellem skulle der slåes over fingre, for de kunne holdes i ro.

Det var dejligt, at have hende siddende i haven. Lige dér, hvor hun plejer at sidde.

Der er drukket kaffe, grillet og ind imellem hygget med lidt havesysler. Alt er foregået i stille og roligt tempo, så alle kunne følge med, for mor er ikke den eneste, som er træt.

Reaktionerne kommer snigende nu og jeg mærker blandt andet en lammende træthed. Adrenalinen fordufter og udmattelsen tager plads. Sådan må det være og det er helt i orden, for jeg kan tillade mig, at indrette dagen og aftenen efter det.

Inden adrenalinen helt forduftede, var søster lystig i kamphumør…

Hun er skideskør, men det kan jeg så godt lide…

Alle siger, at vi ikke ligner hinanden. Det er løgn, men de kan selvfølgelig ikke se forbi ydret og der ligner vi ganske rigtigt ikke hinanden ret meget. De siger, at vi har de samme forældre. Vi må nok tro dem, men det er svært at se. Udenpå. Ikke indeni. Heldigvis.

Nu er mor på vej hjem i sin egen seng. Ikke tale om, at vi skulle lave særforanstaltninger. Hun kan og vil selv. Hun er den sejeste kone på jorden. Vi er godt tjent med hende, Annemette og jeg. Jeg håber, at vi kommer til at ligne hende en skønne dag. Der er noget at stræbe efter.

Du vil sikkert også kunne lide