Annemette og Oline er nordpå til aftenvisit. Kenneth og jeg griller og drager omsorg for alt det, som også skal fungere. På forkant med de to, som returnerer, lægger vi øl og sodavand på køl. De er oppe at ønske god nat. Vi er med. I tankerne.
Imens steger stegen og osen lægger sig, som duften af spejderbål i hår og tøj. Det er i orden.
Om lidt vil vi samles om bordet. Vi vil mangle mor og Heidi, men vi er heldige, for vi får flere chancer. Det tror jeg, vi skåler for i aften. Vi skåler for snart og fremtiden. Og livet.
Jeg er glad indeni. Jeg er ikke væltet. Jeg står endnu. Jeg bliver stående. Jeg kan mærke det.
14 kommentarer
lissy
2. juni 2008 at 13:27håber al det bedste for jer alle…
lissy
fisker & fernández
2. juni 2008 at 09:50Sikke en forskraekkelse! En stor hilsen til jer alle sammen med haabet om, at det forbliver ved en advarsel.
Pas godt paa hinanden :-)
karen
2. juni 2008 at 09:17så fantastisk å lese på en mandags morgen! alt godt!
Liselotte
2. juni 2008 at 08:56Vi har snakket med mor denne morgen. Hun er frisk som en havørn og nu laver vi kaffe og så er det af sted i retning af Dronninglund.
Og jo, vi er vist ved at være lidt døde i sværen, men sådan er det og der kommer jo ro igen. Vi venter tålmodigt, for vi ved, at det stopper igen.
Omkring blodproptendens og arvelighed, så kan det i høj grad være arveligt, men der er mange faktorer på spil, når vi snakker om den slags. I vores familie er min mormor blevet ramt af blodprop i hjernen og måtte siden leve sine sidste år med en massiv afasi.
Jeg har haft to blodpropper som 26-årig og nu er min mor ramt, så ja, der er formentlig en øget tendens til blodpropper i vores familie. Ydermere var min far disponeret med for højt blodtryk og et kolesterol, som var svært at styre (og han nåede at få tre blodpropper). Det viste sig efter mine blodpropper, at jeg er skruet sammen på akkurat samme måde og jeg er medicineret for det samme. Sådan må det være og jeg tror på, at det er det eneste rigtige.
Der er ting at gøre. Det handler jo om livsstil og fornuft, men man skal aldrig leve sit liv i skyggen af et “måske”, så jeg husker at leve, men altid med bevidstheden om, at vi ikke kender i morgen.
Jeg er ekstremt ufornuftig, når jeg fortsat er ryger. Det har jeg altid vidst. Jeg har været ualmindelig dum og nu skal det være slut. Der må vel være en grænse for selv min dumhed, men bortset fra det, så har jeg nu altid ment, at vi ikke kender dagen i morgen og derfor skal leve hver eneste dag i taknemmelighed over, at den er vores.
Rikke
2. juni 2008 at 08:38Hej Liselotte,
jeg er ikke en ivrig kommentator på din blog, men nyder den som regel i det stille for sin optimisme, positive indstilling til livet, håbet, , familiebånd, kærligheden mellem mennesker. Juni måned er på trods af sin skönhed den værste måned for mig. For to år siden faldt min familie fra hinanden – pga et fejltrin fra min side. Jeg har ikke kunnet redde familien, men har siden levet med skylden og kære familiemedlemmer, som har vendt sig fra mig. Jeg har prövet at böde for min fejl, men er blevet afvist med et “Du har jo selv valgt det”. Sorgen ændres ofte til vrede, og jeg har stået og tænkt: “Nu skal de have igen af samme skuffe.” Men jeg læser din blog, og på trods af de slag, du og din familie har oplevet, har du overskud til at skrive: “Man får, som man giver.” Det er stort, det er stærkt, og det er lige det, jeg havde behov for i min situation nu. Jeg får det, jeg giver.
Tak for det, Liselotte.
Knus
Rikke
et cetera
2. juni 2008 at 08:15Det var da den bedst tænkelige bulletin! Hvor må I være udmattede – og lettede … Alle gode tanker, Liselotte – håber inderligt at I slipper for flere lava-sprøjt …
Marianne
2. juni 2008 at 08:07Godt du passer på dig selv og i sørger for at få noget godt at spise. Det er så hårdt når man ikke kan få lov til at sidde og nyde livet – og nyde hverdagen uden at man skal rives væk fra den. Men der kommer snart mange gode hverdage og livsstunder. Du og dine er i mine tanker
Madame
2. juni 2008 at 08:04Det var godt at læse, at din mor er i bedring, Liselotte – sikke en frygtelig forskrækkelse. Vil det sige, at blodproptendensen kan være arvelig?
Helle
2. juni 2008 at 07:34Herlig læsning. Ønsker alt godt til Gug og omegn. Husk nu at passe på Liselotte, ikk.
Bodil L.
2. juni 2008 at 06:39Dejligt at høre, at alt er gået godt. Ha en rigtig god uge. Husk at passe på dig, reaktioner kommer ofte på efterkrav :-)
Kathrin
1. juni 2008 at 22:13Godt å høre, Liselotte- at det går så godt med din mamma.
Dere kan puste ut…. kos dere i kveld, det skjønner jeg jo dere har tenkt å gjøre. =)
Jeg har et spørsmål til deg… jeg kan ikke glemme din fine hagegang, som du viste oss tidligere i vår. Kenneth la sten.
Vi planlegger nye bed og hagegang hos oss. Det ville passet godt med områder av den typen teknikk du viste. Mitt spørsmål er; hva slags sand er det som er brukt mellom rullestenene?
Jeg blir glad om du kan fortelle meg det. =)
Kathrin.
Heidi
1. juni 2008 at 21:48Lise-Lotte, det er jo helt utroligt, hvad din mor formår!! Godt at høre, at du kan få en lille pause og være hjemme hos Kenneth og formentlig selv få nogle kys og kram.
Sifka
1. juni 2008 at 21:26Hvor er det godt at læse, at din mor er i så god bedring. Skål for livet og et knus herfra.
Stine
1. juni 2008 at 21:17Velbekomme lige om lidt :) Og hvor er det dejligt at høre, at det hele endte så godt!