9

Staudebedsblomstring

Staudebedet springer ud og jeg får øje på hullerne, som skal fyldes med nye stauder. Håbet er, at der på Bangsbo vil vise sig lige akkurat det rigtige, så det er med at have styr på pladsen.

Lupinerne er sprunget ud og gør bedet til en af de smukkeste pletter i haven. Alting mangler vand dernede og den regn de lovede i går, er vist langt væk. Blå himmel og solskin gør dagen helt igennem skøn og om lidt vil jeg plante stjerneskærmene Anne forærede mig. Hun ved altid, hvad der gør mig glad.

Akelejerne står som smukke, spinkle ballerinaer nede i bedet og vajer for vinden sammen med valmuerne, som er blevet humlebiernes foretrukne spisekammer. Der er en livlig trafik i blomsterne og jeg elsker, når det summer af liv.

Jeg elsker akelejer og i år er jeg heldig. Der er mange i haven. Jeg passer på dem. De er kortlivede, så de forsvinder pludselig, for måske at dukke op nye steder i haven. I år er de i mange i staudebedet og de er smukke. Jeg har ingen yndling. Jeg synes, at de alle er smukke. Yndefulde og dekorative.

Haven trækker grusomt i mig og jeg har svært ved at finde fokus, men om et øjeblik tager jeg mig sammen. Jeg lover mig selv, at belønningen er havetid senere. Senere.

Du vil sikkert også kunne lide